Turisterne lægger 360 millioner kr på Ærø, og det holder liv i 400 arbejdspladser, svarende til 20 % af øens arbejdspladser. Det viser en ny rapport fra VisitDenmark.
Turisterne bruger deres penge bredt:
* Butikker: 126 millioner kr
* Restauranter: 60 millioner kr
* Lystbådehavne: 29 millioner kr
* Færger: 23 millioner kr
* Kultur og forlystelser: 9 millioner kr
Dermed er turismen med til at bære butikker, caféer, havne og oplevelsestilbud, som også de fastboende bruger.
Stærke lystsejlerne
Lystsejlere er en særlig styrkeposition. Opgjort efter overnatningsform stod lystbådehavnene for et turismeforbrug på 105 millioner kr - omkring 30 % af det samlede forbrug. Af de 350 millioner kr kom over 300 millioner kr fra overnatning.
Sommerø
Som resten af Fyn er Ærø præget af en tydelig sommersæson. Juli og august alene står for 43 % af destinationens registrerede overnatninger. Derfor arbejder man på at give flere grunde til at komme uden for højsæsonen: Bryllups-, møde- og erhvervsturisme, juleøen Ærø, påsken og Geopark Dage i Kristi Himmelfartsferien.
En stærkere lavsæson handler ikke kun om flere gæster på nye tidspunkter. Den kan give mere jævn omsætning for overnatningssteder, restauranter, butikker og havne, gøre det lettere at fastholde medarbejdere og give virksomhederne et stærkere fundament.
Op
Antallet af registrerede kommercielle overnatninger på Ærø steg fra 239.000 til 254.000 fra 2024 til 2025, en vækst på 6 %. Feriehusudlejningen voksede endnu kraftigere: Antallet af udlejede feriehusuger steg 36 % - den største procentvise vækst blandt Fyns kommuner. Et foreløbigt estimat peger på, at turismeforbruget steg fra 347 millioner kr i 2024 til 360 millioner kr i 2025.
Tallene undervurderer formentlig turismens betydning. Færgedata viser nemlig, at der er over 3 gange så mange overnatninger på Ærø, som Danmarks Statistik og VisitDenmark registrerer, vurderer Ærøs Turist- og Erhvervsforening.
