De to sygemeldte topfigurer i Ærø Centrum og Ærø Plus, Jens Weiss og Inga Blom Thomas, er på vej med deres erstatninger i kommunalbestyrelsen.
Kontakt
Ærø Plus
Klaus Fynsk Norup
kfynsk@gmail.com
og
Ærø Centrum
Paul Erik Düring Pedersen
oenstaxa@hotmail.com
Jens Weiss træder ud frem til 1. juli, mens der ikke er melding på hvor længe Inga Blom Thomas er væk.
Ærø Plus fordoblede sit stemmetal ved kommunalvalget til 21 %, mens Ærø Centrum fik 7 %.
Hvem træder ind
Det er den person i partiet der fik næstflest stemmer ved kommunalvalget i november som træder ind. Det er kommunalbestyrelsen som formelt godkender personens indtræden.
- Stedfortræderne indkaldes altid efter rækkefølge. Der kan altså ikke frit vælges stedfortræder fra andre partier, siger afdelingschef Anne Bille fra Sekretariat og borgerservice i Ærø kommune.
- Hvis en liste ingen stedfortrædere har, så er det ærgerligt, for så er der ingen der kan indtræde. Dette kan forekomme i en situation, hvor en liste kun opstiller 1 kandidat.
Stedfortræderne
Paul Erik Düring Pedersen er 1. stedfortræder for Ærø i Centrum, hvor Jens Weiss har været partiets eneste repræsentant i kommunalbestyrelsen.
Der er ikke indkaldt nogen stedfortræder for Inga Blom Thomas, men det vil være Klaus Fynsk Norup som får posten, da han fik 4. flest Ærø Plus-stemmer efter Inga Blom Thomas, Carl Jørgen Heide og Knud Borck, som allerede sidder i kommunalbestyrelsen.
Der kan indsættes en stedfortræder når en sygemelding eller anden årsag lægger forhindringer i vejen i mere end 1 måned.
Reglerne for udtræden af kommunalbestyrelsen samt indtræden af stedfortræder findes i styrelseslovens § 15.
Hvem er Düring Petersen
Paul Erik Düring Pedersen er 69 år og indehaver af Øens Taxa på Ærø. Düring Pedersen er mest kendt for sit succesrige slagsmål med trafikselskaberne FynBus, Sydtrafik og Midttrafik, som i oktober 2020 betød, at de fik en bøde 7 millioner kr for brud på udbudsreglerne. Se kendelsen HER.
Ærø Centrum har i høj grad været et Jens Weiss-projekt, efter han forlod Socialdemokratiet i 2019 og han har været en meget meget aktiv stemme i kommunalbestyrelsen. Det spejler sig også i valgtallene fra kommunalvalget: Jens Weiss fik 239 personlige stemmer, ud af partiets samlede 279 stemmer. Düring Pedersen fik som nr 2 bare 15 stemmer.
Jens Weiss har i de seneste par år politisk ligget ovre omkring Enhedslisten, mens Düring Pedersen er mere midtsøgende.
Den formelle godkendelse af Paul Erik Düring Pedersen sker på kommunalbestyelsens møde den 23. marts.
Hvem er Klaus Fynsk Norup
Klaus Fynsk Norup er 49 år. Norup er uddannet markedsøkonom og er cand. scient. fra Københavns Universitet. Norup underviser på HF & VUC Ærø. Norup er også bestyrelsesformand i Ærø Friskole.
Norup fik 20 personlige stemmer ved kommunalvalget - Ærø Plus fik i alt 836 stemmer.
Det var især indsatsen fra frontfiguren Inga Blom Thomas som løftede partiet, hun fik da også 3/4 af partiets stemmer.
Ærø Plus ligger politisk omkring Radikale (det parti er ikke repræsenteret i kommunalbestyrelsen).