Det bliver først i 2023 at de nye garantier for realkreditlån på Ærø og andre udkantsområder bliver gennemført. Det fremgår af erhvervsministerens svar til Folketingets udvalg for Landdistrikter og Øer.
Det formuleres på denne måde: "Forslag til Lov om etablering af statsgaranti på en del af boligbelåningen i landdistrikterne fremsat FEB I i lovprogrammet 2021/22."
Da der skal afsættes 12 millioner kr årligt på finansloven, så kan det først blive med vedtagelsen af Finansloven for 2023 at modellen kan træde i kraft.
Modellen
Når modellen vedtages i Folketinget vil købere af ejendom på Ærø kunne få statsgaranti for 30 % af lånet hvis ejendommen har en kvadratmeterpris under 10.000 kr.
Modellen er:
* 60 % realkreditlån
* 30 % realkredit- eller bankån med statsgaranti fra 60-90 %
* 10 % egenfinansiering, eller 5 % banklån og 5 % egenfinansiering.
Det vil gælde boliger:
* Der har en kvadratmeterpris på under 8.000 kr
* Boliger der købes i et postnummerområde hvor der i gennemsnit er kvadratmeterpriser på under 8.000 kr, dog maksimal pris på 10.000 kr per kvm for den enkelte bolig.
På Ærø vil det især få stor betydning på Vestærø op mod Søby og på det øvrige Ærø i områderne udenfor Ommel, Marstal, Borgnæs og Ærøskøbing.
Her i oktober måned var gennemsnitsprisen per kvm på Ærø lige under grænsen: 7.891 kr per kvm.
Køberbetaling
Hvis man får garanti for realkreditlånet skal man betale en præmie på 225 kr om måneden for et boligkøb på 1 million.
Modellen administreres af statens Finansiel Stabilitet.
De 12 milllioner der afsættes i Finansloven skal dække hvis tabene i ordningen er større end forventet og ikke dækkes af garantiprovisionen betalt af låntager og kreditinstitut.
7.000 boliger
TILFØJELSE: Erhvervsminister Simon Kollerup skriver:
"Aktuelt er der mere end 7.000 boliger til salg, der ligger inden for ordningens kvadratmeterpriser. En række af disse boliger kan formentlig finansieres på almindelige vilkår. I det omfang de ikke kan finansieres på almindelige vilkår, kan de potentielt omfattes af ordningen.
Oven i det kommer de boliger, der har en handelspris under 8.000 kr./kvm., og som ikke aktuelt er sat til salg, men nu kan blive salgbare grundet muligheden
for statsgaranti på en del af belåningen."
Svar til Folketingets Udvalg for Landdistriker og Øer den 17. december.