Ærø Kommune ville kompensere ÆrøXpressen for tab under corona-tiden, hvor priserne bliver nedsat, men Ankestyrelsen vurderer nu, at Ærø Kommune ikke lovligt kan yde støtte.
Ankestyrelsen skriver:
"Vi lægger vægt på, at lov om færgefart alene giver mulighed for at kommuner enten selv kan drive en færgerute eller betale private operatører for at udføre opgaven. Det fremgår desuden af lovens forarbejder, at kommuner ikke kan yde støtte til virksomheder, der forestår færgedrift.
Ankestyrelsen vurderer derfor, at Ærø Kommune ikke lovligt kan yde tilskud til, at ÆrøXpressen nedsætter priserne for cykler, campingvogne og rejsende med ø-kort.
Kommunen kan heller ikke lovligt kompensere ÆrøXpressen for indtægtstab.
Dette gælder også, hvis Ærø Kommune tilfører midler til det af kommunen ejede færgeselskab fra en pulje, der er afsat til at promovere hele Ærø."
Se Ankestyrelsens brev.
Baggrund
Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede sidste år i maj, at iværksætte initiativer for cykelturisme og campingvogne og autocampere og i den forbindelse at kompensere ÆrøXpressen for mistede indtægter for 137.000 kr, som skulle finansieres af puljen for øget markedsføring og øvrige erhvervsfremme tiltag.
Tanken var, at gøre det billigere for visse grupper, som tog de kommunalt-ejede Ærø Færgerne. For ikke at det skulle blive opfattet som unfair konkurrence, tilbød kommunen, at de ville give ÆrøXpressen en kompensation.
Efterfølgende spurgte kommunen Ankestyrelsen om lovligheden af kompensation til et privat rederi belyst. Det har nu resulteret i et klart nej.
Kommunalbestyrelsen skal behandle sagen på det sidste kommunalbestyrelsesmøde før sommerferien den 16. juni.