Førerløse færger skal sejle døgnet rundt fra og til Ærø. Det er planen med de nye investeringer der skal udvikle automatiserede færger og skibe. Erhvervsministeriet står bag planerne.
Kontakt
Erhvervsministeriet
Camilla Christensen Weigel,
cachwe@em.dk
Ærø og Fyn skal være knudepunkt for test og demonstration af autonom højteknologi i den bæredygtige kystnære skibsfart.
Der skal gennemføres demonstrationsprojekter som fremmer autonome systemteknologier til en mere bæredygtig skibsfart hvor elektriske færger er centrale.
Fyn og Ærø skal være kendt som et internationalt epicenter der leverer banebrydende nye teknologiske løsninger inden for robotter, droner og autonomiseret søfart. Sådan lyder det fra det fynske vækstteam, som den 31. maj afleverede sine anbefalinger til regeringen.
7 regionale vækstteams i Danmark har undersøgt, hvordan der bedst investeres i lokale erhvervsstyrker og potentialer, der kan udvikle sig til erhvervsfyrtårne, så hver landsdel kommer godt igennem coronakrisen.
Farvandene syd for Fyn (Læs: Ærø og småøer) skal være knudepunkt for test af autonome systemløsninger som skal fremme den bæredygtige, kystnære skibsfart, ifølge Vækstteam planen.
Folketinget har afsat 500 millioner til de 7 vækstteam-projekter.
Pengene uddeles gennem det såkaldte REACT-EU-program.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der arbejder for at give udviklingsmuligheder gennem lokal erhvervsfremme, har ansvaret for udbetaling af pengene.
Baggrund og planer
Europa leverer 40 % af de teknologier, der indgår i udviklingen og produktionen af skibe. Der eksisterer et mindre antal udviklere og producenter af autonome skibsteknologier, som er klar til at teste de autonome styrings- og navigationsteknologier.
Danmarks Tekniske Universitet foreslår større anvendelse af autonome teknologiske løsninger ved ø-færger og ”short-sea shipping” med pramme og mindre fragtskibe.
Det Sydfynske Øhav har en række fordele for test af kystnær skibsfart i form af mange kystnære øer med havne og færger inden for kort geografisk afstand, der gør det oplagt som testområde.
En større anvendelse af autonome teknologier kunne bidrage til at opretholde hurtige og fleksible færgeruter, der kan sejle på alle tidspunkter af døgnet og dermed gøre det mere attraktiv at bosætte sig og arbejde på de mindre danske øer, skriver Vækstteamet.
Autonome teknologier kan uden større investeringer demonstreres på eldrevne færger (Læs: Elfærgen Ellen), fordi eldrevne færger og deres opladningsbanker er bedst egnede til at afprøve autonome teknologier på.
Folketinget har i april 2021 aftalt at afsætte 200 millioner til grøn omstilling af den kommunale færgedrift, der skal udmøntes i 2021-2022. Det kan åbne op for bedre muligheder for at koble test og udvikling af autonome teknologier.