Kommunalbestyrelsen har nu vedtaget, at 86 husejere i Ærøskøbing kan få tilladelse til at bruge deres bolig som fritidshus - en såkaldt flexbolig-tilladelse. Der skal søges senest 18. december.
Kontakt
ÆRØ KOMMUNE
Rudi Saltofte Hansen
rsh@aeroekommune.dk.
Det er de første 86 der søger der får tilladelsen, mens resten får afslag. Ideen er, at kun 25 % af byens boliger må have flex-status (Læs: Fritidshus).
Ærø Dagblad bringer her brevet fra Teknisk Forvaltning:
Orientering om muligheden for at søge om fleksbolig inden for lokalplan 9-9B
Som ejer af fastejendom inden for lokalplan 9-9B modtager du denne skrivelse vedr. muligheden for at søge om fleksbolig inden for lokalplansområdet.
Kommunalbestyrelsen besluttede på deres møde den 18. juni 2025 at godkende tillæg 2 til lokalplan 9-9B. Af tillægget fremgår det, at der i en periode på 6 måneder fra den 18. juni til 18. december 2025 kan ansøges om fleksbolig.
Hvad er en fleksbolig?
En fleksbolig er en bolig, du som ejer kan bruge som fritidsbolig. Der er ingen lovmæssig begrænsning på, hvor meget du må anvende boligen i løbet af året. For at få fleksbolig skal du søge om tilladelse hos Ærø Kommune.
Vælger du senere at flytte permanent ind i din fleksbolig og ændre din folkeregisteradresse, ophæves boligens status som fleksbolig.
Hvis du vil bruge boligen som helårsbolig igen, skal du ikke søge tilladelse hos kommunen. Husk blot at give Ærø Kommune besked, så dine BBR-oplysninger kan blive rettet til. Du kan nemlig frit vælge, hvornår boligen igen skal bruges som helårsbolig, da boligen bevarer sin formelle status som helårsbolig.
Vær opmærksom på, at du efter den 18. december 2025 ikke vil kunne søge om tilladelse til fleksbolig.
Hvordan ansøger du
For at opnå mulighed for en fleksboligtilladelse skal din ansøgningen være indsendt til kommunen inden den 18. december 2025. Du skal dog være opmærksom på, at der maksimalt vil blive udstedt 86 fleksboligtilladelser, og at de vil blive behandlet i den rækkefølge, som de kommer ind i.
Du kan læse mere og søge om tilladelse til fleksbolig på kommunens hjemmeside eller ved at klikke her: https://www.aeroekommune.dk/fleksbolig
For at komme i betragtning til fleksbolig skal følgende krav være opfyldt:
* Det er kun ejeren/ejerne af boligen, der kan ansøge om at få tilladelse til fleksbolig.
* Ejeren/ejerne skal have anden fast bopæl i Danmark, eller have boet i Danmark i et tidsrum på 5 år.
(Er et af disse to krav ikke opfyldt, skal man have en særlig tilladelse fra By-, Land- og Kirkeministeriet. Denne særlige tilladelse skal vedhæftes, når der bliver søgt om status som fleksbolig.)
* Såfremt ejeren er et selskab, kræves der en tilladelse fra miljøministeren jf. sommerhusloven §8.
* Der må ikke være nogen tilmeldt folkeregisteret på boligens adresse.
* Der må ikke ske erhvervsmæssig udlejning i strid med sommerhuslovens §1, hvilket betyder, at du som privat person højst må udleje 2 ejendomme til fritidsbrug.
* Det må ikke være i strid med anden lovgivning, fx lokalplaner, planloven, landbrugsloven. Såfremt, der er flere ejere, skal alle ejere opfylde kriterierne.
Har du spørgsmål i forbindelse med din ansøgning om fleksbolig, er du velkommen til at kontakte Rudi Saltofte Hansen på rsh@aeroekommune.dk.
Med venlig hilsen
Ærø Kommune
