Justitsministeriets kontrolorgan for fonde har siden foråret krævet, at Ærøskøbingfonden blev registreret, at se dens regnskaber og se hvem fonden har givet penge til.
Kontakt
Kommunens repræsentant i Ærøskøbingfonden
Jørgen Jørgensen
jorgenojorgensen@gmail.com
Det usædvanlige er, at Ærø Kommune er repræsenteret i fonden af advokaten Jørgen Jørgensen, men han har ikke ønsket at udlevere regnskaberne till kommunen og ej heller oplyse hvem der har været modtagere af fondens penge de sidste 68 år.
Justitsministeriets kontrolorgan Civilstyrelsen har derfor været i dialog med Jørgen Jørgensen.
Civilstyrelsen skriver:
"Jørgen Jørgensen har indledningsvist oplyst, at han alene mener, at fonden skal registrere sig med reelle ejere på virk.dk, da han ikke mener at fonden er omfattet af fondsloven, da fonden er en gammel og lille fond.
Jørgen Jørgensen har desuden oplyst, at fonden er undtaget fra offentlighedsloven.
Civilstyrelsen har i den forbindelse oplyst, at der gælder en række fondsretlige grundsætninger, som det er muligt at fonden kan være underlagt uanset.
Civilstyrelsen har desuden oplyst, at Civilstyrelsen ikke har kendskab til at fonde skulle være undtaget fra offentlighedsloven, men såfremt dette er tilfældet må fonden redegøre herfor.
Jørgen Jørgensen har oplyst, at han vil drøfte med de øvrige medlemmer af bestyrelsen om, hvorvidt de vil indsende det Civilstyrelsen efterspørger, da fonden ikke ønsker at oplyse Ærø Dagblad om legatmodtagere i forhold til en eventuel anmodning om aktindsigt.
Jørgen Jørgensen har oplyst, at det alene er hensynet til, at legatmodtagerne skulle blive oplyst til Ærø Dagblad i forbindelse med en aktindsigt der gør, at fonden ikke ønsker at indsendes oplysninger herom.
Civilstyrelsen har generelt vejledt om, at såfremt fonden ikke finder, at de skal indsende oplysninger om angivet, må de konkret redegøre herfor, hvorefter styrelsen kan tage stilling til det."
Ærøskøbingfonden har efterfølgende ikke gjort rede for hvorfor den ikke skal/vil afgive oplysningerne.
Modtagerne af penge
Ærøskøbingfonden skal ifølge dens fundats give penge til Ærøskøbings bevarelse.
Ærø Dagblad har fra Justitsministeriet fået oplysninger om modtagere i 2019 og 2020.
Det er primært privatpersoner. Det burde der ikke være noget odiøst i. Men hvorfor fonden ikke vil fortælle hvem der har fået pengene de sidste 68 år står fortsat hen i det uvisse.
Fonden forventer at få en større pengegave og ejendomme for et millionbeløb af Ærø Kommune her ved årsskiftet. Det sker ved at kommunen opløser en anden gammel fond og giver værdierne til Ærøskøbingfonden.
Regnskab og 2 fonde
Da Jusitsministeriet i april begyndte at spørge ind til fonden oprettede den 2 selskaber med samme navn: Ærøskøbingfonden. Begge blev oprettet med tilbagevirkende kraft den 1. januar 2021. Justitsministeriet spurge derfor hvorfor man havde oprettet 2 fonde med samme navn. Den 7. september nedlagde Ærøskøbingfonden den ene fond - dagen før den deadline Justitsministeriet havde sat for at levere regnskaber for fonden, eller rettere fondene.
Fonden har nu selv udarbejdet et regnskab for den overlevende fond, men det er ikke gennemgået af revisor, som dens fundats kræver.
Kommunalbestyrelsen har den 13. oktober vedtaget, at træde ud af Ærøskøbingfondens bestyrelse.