For 5 år siden stod massevis af huse tomme på Ærø og derfor beslutttede kommunalbestyrelsen, at de måtte købes som fritidshuse. Det har været en kæmpesucces, så nu overvejes det at stoppe ordningen.
Successen er så stor, at Ærøs boligpriser er vokset med rekordfart og samtidig er det, med de mange salg som fritidsejendomme, blevet sværere, at finde billige helårsboliger. Ikke mindst i Ærøskøbing, Marstal og Ommel hvor de fleste helst vil bo.
På det vestlige Ærø, hvor Søby ligger, er der stadig billige huse, men det er langt fra skoler og byliv.
Da kommunalbestyrelsen i juni 2016 vedtog, at kravet om helårsbeboelse ikke skulle håndhæves (Læs: I må gerne købe et helårshus til fritidbolig, for vi kommer ikke efter jer), så omfattede det hele Ærø undtagen smukke Ærøskøbing, som man frygtede ville blive helt overtaget af fritidshus-købere.
Kommunalvalg
Kommunalbestyrelsen skulle have diskuteret det på kommunalbestyrelsesmødet den 13. oktober om der igen skal indføres "påtaleret i forhold til servitutter og helårsbeboelse". Diskussionen er nu udskudt:
Diskusionen kompliceres af, at der bare er 1 måned til kommunalvalget, hvor det lige nu er en vindersag (Læs: Stemmer), at kræve stop for fritidsboliger.
Hvis der vedtages et stop for fritidshuse er planen, at dem der har købt i god tro kan beholde deres helårsboliger som fritidshuse. Om de kan sælge dem som fritidshuse på et senere tidspunkt er ikke afklaret.
Fortalerne for at fastholde fritidsbolig-ordningen frygter, at der igen kan komme en nedadgående spiral, med faldende priser og tomme huse.
Fremdriftsplan
Kommunens adminsitration har anbefalet, at man venter med at vedtage eller forkaste ordningen indtil der er vedtaget en ny Kommunplan 2021-2033, som ifølge loven skal være på plads inden nytår.
Kommuneplanen er delt op i 3, med "Byer og Landsbyer" som det vigtigste område, og her skal hele den overordnede udvikling for Ærø fastlægges for de næste 12 år. Derfor indstilles det, at Ja/Nej til fritidsboliger afventer planen. Og så er kommunalvalget også overstået, hvor populismen kunne stå i vejen for det velovervejede.
Mangel på lejeboliger
I takt med Ærsø succes som turist-destination og trendsætter-område er behovet for lejeboliger steget, men der findes ikke professionelle ejendomsselskaber på øen, der bygger og udlejer boliger.
Ærø har et alment boligselskab, Det Ærøske Boligselskab, som har 400 lejeboliger, svarende til 10 % af Ærøs boliger.
MEN.
Boligselskabet har en relativ svag økonomi, da det blandt andet har haft tomgang med ungdomsboliger, det nedlagte plejehjem Gilleballehus, og dyre og store lån. Derfor kan boligselskabet kun bygge småt og over lang tid.
Samtidig er det et krav fra kommunalbestyrelsen, at det skal være ærøske håndværkere der skal bygge, og de er for små til at kunne bygge fx 36 boliger på en gang, som var planen i det sydlige Marstal. Dette projekt er nu delt i 2 faser, så vi skal nok frem til 2027-2028 før alle boliger er bygget.
Også et projekt med 50 boliger fordelt på et seniorbofællesskab og lejeboliger i den sydlige del af Ærøskøbing Campingplads er blevet skudt ned af kommunalbestyrelsen efter den først havde indstillet det til vedtagelse. Disse boliger skulle stå færdige allerede i 2023.
Af den eksisterende boligmasse er der få ejendomme der egner sig til udlejning, de er ikke store nok til at få en rationel drift. Dog har københavnske Nyhavns Finans købt 8-10 huse op til udlejning her i 2021.
I Søby kan der bygges 70-100 boliger på den gamle Søby Skole-grund, men Søby er den glemte fætter, med så lave kvadratmeterpriser, at det vil være svært at få finansiering til et boligbyggeri.