Ældre der flytter på plejehjem på Ærø er i snit 83 år. Antallet af ældre over 67 år - hvor skavankerne begynder at melde sig oftere - vil på Ærø stige fra nu 32 % af befolkningen til 40 % de næste 10 år.
Borgere har krav på at få en plejehjemsplads indenfor 60 dage, så kommunen skal altid have tomme plejeboliger stående for at kunne træde til indenfor fristen.
Som det ser ud nu med udviklingen af ældre på Ærø, så kan kommunen overholde plejeboliggarantien frem til 2033, viser en analyse som kommunens administration har udarbejdet.
Der er taget udgangspunkt i Kommunernes Landsforenings ”Model for fremskrivning af plejeboligbehov” som viser, at Ærø Kommune med sine 86 plejeboliger og en tomgang mellem hver beboer på 1 måned har det rette antal plejeboliger.
Selvom sundhedstilstanden hos de ældre er stigende på Ærø: Uddannelsesniveauet og rigdommen blandt de ældre på Ærø er større end tidligere, og erfaringen er, at høj uddannelse og opsparing og samliv øger sundheden og mindsker behovet for støtte fra samfundet og plejehjemspladser.
Men det er dyrt at drive flere plejehjem og sværere at få brugt personalet rationelt. Derfor står Rise-plejehjemmet foran lukning - i første omgang er 1. salen lukket ned med 6 plejeboliger. Gilleballehus Plejecenter i Ærøskøbing lukkede i 2021.
Planerne
Den plan der arbejdes med for øjeblikket er at det Rise plejehjem nedlægges, mens der til gengæld bygges 8 nye plejeboliger i Marstal Ældre Center og 17 nye plejeboliger ved Søkilden i det vestlige Ærøskøbing.
Lige nu er der 93 plejeboliger på Ærø når 7 midlertidige plejeboliger regnes med - de midlertidige bruges fx efter hospitalsindlæggesler.
Med 17 nedlagte boliger i Rise og de 25 nye, så kommer tallet op på 101 plejeboliger.
Antallet af ældrevenlige boliger kommer op på 213 boliger når Det Ærøske Boligselskab er færdig med at ombygge Gilleballehus-bygningerne med 15 ældrevenlige famileiboliger og nybyggeriet på Ellenet i Marstal med 36 boliger (nedskæres dog forventeligt til 32 boliger af økonomiske årsager). De 2 projekter vil stå færdige i løbet af 2024-25.
Fremtidige senarier
Konklusionen på boliganalysen henleder til 3 scenarier:
1. De Gamles Hjem i Rise beholdes de næste 4-5 år indtil man ser efterspørgslen på det øgede antal ældrevenlige boliger, som der kommer Det Ærøske Boligselskabs 2 projekter.
2. De Gamles Hjem i Rise lukkes og samtidig bygges der 8 nye plejeboliger ved Marstal Ældrecenter.
3. De Gamles Hjem i Rise lukkes og der bygges yderligere 20 boliger ved Søkilden plejecenter i Ærøskøbing.
Uddannelse
Antallet af 65-69 årige på Ærø, der har en uddannelse ud over folkeskolen, er steget de sidste 13 år. Der er nu næsten dobbelt så mange som i 2006 - der er nu 1.700 hvor der før var 1000.
Den kommende målgruppe til plejeboliger vil således have et højere uddannelsesniveau end de nuværende beboere. Det er derfor sandsynligt, at de først senere i livet end de nuværende beboere vil have behov for en plejebolig.
Den gennemsnitlige alder for indflytning i plejebolig er 83 år, mens den er 76-79 år ved indflytning i ældreboliger.
I 2022 var der 387 borgere på Ærø over 83 år. I 2035 vil dette tal være steget til 584 og til 638 borgere i 2045.
Selvom antallet af borgere over 67 år begynder at falde efter 2035, stiger andelen af ældre over 83 år fortsat. Målgruppen for plejebolig er derfor fortsat stigende de kommende år.
De største behov
Forbruget af sundheds- og hjemmeplejeydelser for 65+-årige er socialt ulige fordelt:
* Mænd, enlige og socioøkonomisk dårligt stillede personer medlav indkomst og uden uddannelse har et højere forbrug af sundheds- og hjemmeplejeydelse.
* Kvinder, par og socioøkonomisk godt stillede personer medlang uddannelse og høj indkomst har et lavere forbrug af sundheds- og hjemmeplejeydelser.
Udgifter til pleje
Analysen har også vist, at det er den halve udgift for Ærø Kommune, når en borger modtager pleje i eget hjem, fremfor at flytte i plejebolig. Her er de årlige udgifter per borger:
* De Gamles Hjem i Rise 537.000 kr - 17 lejligheder før 23 lejligheder, men de 6 lejligheder på 1. sal er lukket ned i 2022.
* Marstal Ældrecenter 563.000 kr - har 44 lejligheder.
* Søkilden plejecenter 657.000 kr - har 32 lejligheder.
* Hjemmepleje 269.000 kr.
Se Analyse af boligudbuddet til ældre i Ærø Kommune HER.
Det er kommunalbestyrelsen der skal beslutte, hvilken udviklingsmodel der skal vælges for pleje- og ældreboliger.