Det er i praksis umuligt at få lov til at bygge i den 300 m strandbeskyttelseszone som omfatter hovedparten af Danmarks kyster - for sommerhusområder er grænsen på 100 m. Derfor har Danmarks små øer meget få udviklingsmuligheder, men det ændres med en tilpasning af Planloven, som skal træde i kraft 1. januar 2024.
Det nye lovforslag har været i høring frem til slutningen af juni og skal vedtages af Folketinget i efteråret.
Ærø kommune skal nu sammen med beboerne på Birkholm nordøst for Marstal kigge på ønsker og behov hvorefter der vedtages en ø-udviklingsplan, kaldet en Bonuslokalplan.
Det nye er, at Kystdirektoratet, som har været statens stopklods i Strandbeskyttelseszonen, skal se positivt på nye boliger, ny brug af eksisterende bygninger og turistbyggerier.
Der skal dog ikke forventes fri leg, da der stadig vil være en del restriktioner.
MEN.
Man fjerner muligheden for at klage til Planklagenævnet, da det (efterhånden) er blev en sædvanlig måde for utilfredse borgere at forsøge at udskyde et byggeri i 10-12 måneder, som ofte er behandlingstiden.
Med den mulighed fjernet vil langt flere projekter kunne gennemføres i et rimeligt tempo.
Den nye Ø-ordning skal foreløbig gælde frem til 2027, hvor Folketinget vil evaluere udviklingen.
Se hele baggrund og lovforslaget her:
Nye udviklingsmuligheder på landet, de små øer og ved kysterne
3.3.1. Ø-udviklingsplan for de små øer
3.3.1.1. Gældende ret - planloven
Planlovens §§ 5 a og 5 b - kystnærhedszonen
Kystnærhedszonen er en ca. 3 km bred zone langs de danske kyster og omfatter, jf. planlovens § 5 a, stk. 3, sommerhusområder og arealer i landzone, men ikke byzone og ikke de
udviklingsområder, der udlægges i kystnærhedszonen, jf. § 5 b, stk. 2. Kystnærhedszonen
er fastlagt i 1994 for at øge beskyttelsen af de åbne og ubebyggede kyststrækninger. Af
planlovens § 5 a, stk. 1, fremgår således, at kystnærhedszonen uden for udviklingsområder,
jf. § 5 b, stk. 2, skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige af
kystnærhed. Der er ikke tale om en forbudszone, men om en planlægningszone, hvor der
stilles særlige krav til planlægningen.
For planlægningen i kystnærhedszonen gælder, jf. § 5 b, at der kun må inddrages nye arealer i byzone og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering. Bortset fra trafikhavneanlæg
og andre overordnede infrastrukturanlæg kan der kun i ganske særlige tilfælde planlægges
for bebyggelse og anlæg på land, som forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet
eller særlig kystbeskyttelse. Der må som udgangspunkt ikke udlægges nye sommerhusområder, og eksisterende sommerhusområder skal fastholdes til ferieformål, jf. dog § 5 b, stk.
4, om ministerens muligheder for i et landsplandirektiv at omplacere sommerhusområder.
Ferie- og fritidsanlæg skal lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser
og kun i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større ferie- og fritidsbebyggelser,
og offentlighedens adgang til kysten skal sikres og udbygges.
Planlovens § 29 – nationale interesser
Af planlovens § 29, stk. 1, fremgår, at ministeren for landdistrikter skal fremsætte indsigelse over for et forslag til kommuneplan og ændringer til en kommuneplan, der ikke er i
overensstemmelse med nationale interesser vedrørende vækst og erhvervsudvikling, natur-
og miljøbeskyttelse, kulturarvs- og landskabsbevarelse, hensyn til nationale og regionale
anlæg eller regler og beslutninger efter § 3. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af
underordnet betydning.
Ministeren for landdistrikter udøver indsigelsesbeføjelsen på vegne af samtlige statslige
myndigheder. En indsigelse har den retsvirkning, at kommunalbestyrelsen ikke kan vedtage et planforslag endeligt, jf. planlovens § 28, stk. 1. Planforslaget kan først vedtages, når
og hvis ministeren frafalder indsigelsen. Hvis forholdet er af underordnet betydning gælder
pligten til at fremsætte indsigelse ikke.
Udtrykket »nationale interesser« dækker over forhold, som har interesse ud over kredsen
af en kommunes indbyggere, og som typisk også har interesse for kommende generationer.
Beføjelsen i planlovens § 29, stk. 1, er eksempelvis anvendt til indsigelser mod forslag til
kommuneplaner, der åbner mulighed for byggeri i kystnærhedszonen eller for at sikre benyttelsesinteresser i forsyning, trafikanlæg og andre tekniske anlæg, friluftsliv og turisme
samt sikre nationale interesser i det åbne land, som f.eks. landskab, geologi, natur, kulturarv, lavbundsarealer, oversvømmelse m.v.
Af planlovens § 29, stk. 2, fremgår, at ministeren skal fremsætte indsigelse mod forslag til
lokalplaner for arealer i kystnærhedszonen uden for udviklingsområderne, hvis planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 5 a, stk. 1, § 5 b, § 11 f eller § 16, stk. 4. Pligten
gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning, jf. § 29, stk. 1.
Af planlovens § 29, stk. 3, fremgår, at en minister kan fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som ministeren varetager.
Planlovens §§ 34, 35, stk. 1 og 36, stk. 1 – landzoner
Af planlovens § 34, stk. 1, fremgår, at hele landet er opdelt i byzoner, sommerhusområder
og landzoner, og af stk. 4 fremgår, at landzoner er de områder, der ikke er omfattet af
byzoner og sommerhusområder. Af § 35, stk. 1, fremgår, at i landzoner må der ikke uden
tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske
ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer.
Specielt for de små øer gælder i henhold til fast, administrativ praksis, at bysamfund i landzone kan udbygges, hvis en generel begrænsning af bebyggelsen vil være i modstrid med
hensynet til udvikling eller opretholdelse af ø-samfundet. Af ”Vejledning om landzoneadministration – planlovens §§ 34-38”, fremgår således, at da mange danske småøer ofte er
helt omfattet af kystnærhedszonen og dermed underlagt den restriktive administrationspraksis knyttet til denne zone, og da der samtidig er svære økonomiske og sociale forhold
på mange af øerne, er der behov for en særlig indsats for at fremme vækst og udvikling
samt understøtte de eksisterende lokalsamfund. Det fremgår videre, at kommunalbestyrelsen derfor bør være imødekommende med at meddele landzonetilladelser på de små øer,
særligt til erhverv og helårsbeboelse, når det ansøgte ikke strider mod planlægningen.
Af planlovens § 36, stk. 1, nr. 6, fremgår blandt andet, at en landzonetilladelse efter lovens
§ 35, stk. 1, ikke kræves til udstykning, byggeri eller ændret anvendelse i det omfang, dette
udtrykkeligt er tilladt i en lokalplan, der er tilvejebragt efter reglerne i planloven. I medfør
af planlovens § 15, stk. 4, kan en lokalplan for et område, der skal forblive i landzone,
indeholde bestemmelse om, at lokalplanen erstatter de tilladelser efter § 35, stk. 1, som er
nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse. Der kan knyttes betingelser til lokalplanens
bestemmelse herom. En sådan lokalplan omtales som en ”bonuslokalplan”, da den indeholder en såkaldt ”bonusvirkning” for så vidt angår landzonetilladelsen.
Det er en betingelse for bonusvirkning, at lokalplanens bestemmelser udtrykkeligt angiver,
hvilke tilladelser der anses for meddelt, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 6, herunder også evt.
vilkår for tilladelsen svarende til de vilkår, der ville være stillet i en tilsvarende landzonetilladelse. Kravet om udtrykkelig angivelse af meddelte tilladelser er opfyldt, når lokalplanens beskrivelse af de tilladte byggearbejder m.v. opfylder de betingelser, der ville kræves
i en landzonetilladelse til det samme projekt. Byggearbejderne m.v. skal altså efter bestemmelsen være beskrevet i lokalplanen på en sådan måde, at det opfylder kravene til en landzonetilladelse.
Det skal således fremgå udtrykkeligt af lokalplanen, at det pågældende forhold kan gennemføres uden landzonetilladelse, og det pågældende forhold skal være præcist angivet.
Det er ikke tilstrækkeligt, hvis lokalplanen blot angiver, at de nødvendige tilladelser til
planens virkeliggørelse efter § 35, stk. 1, anses for meddelt ved planen. Bonusvirkningen
forudsætter, at det fremgår af lokalplanens bestemmelser, at lokalplanen erstatter tilladelse
efter § 35, stk. 1. Det er ikke tilstrækkeligt, at kommunen i lokalplanens redegørelse har
angivet, at der ikke kræves landzonetilladelse til nærmere bestemte bygninger eller aktiviteter.
En bestemmelse i en lokalplan, der erstatter en landzonetilladelse efter planlovens § 35,
stk. 1, kan indeholde en betingelse om, at bonusvirkningen bortfalder, hvis den ikke er
udnyttet inden et bestemt tidspunkt. Det er således muligt at tidsbegrænse bonusvirkningen.
Planlovens § 40 – små øer
Af planlovens § 40, stk. 1, fremgår, at en bolig i et sommerhusområde bortset fra kortvarige
ferieophold m.v. som hovedregel ikke må anvendes til overnatning i perioden fra den 1.
november til udgangen af februar. Helårsbeboelse af sommerhuse er således som udgangspunkt ikke tilladt. Specielt for de små øer fremgår det af planlovens § 40 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan dispensere fra forbuddet mod helårsbeboelse af sommerhuse til en
ejers udlejning til helårsbeboelse af en helårsegnet bolig i et sommerhusområde på de små
øer, hvis dispensationen kan anses at medvirke til en gunstig udvikling på øen.
Af planlovens § 40, stk. 3, fremgår, at de i stk. 1 nævnte små øer omfatter Agersø, Anholt,
Askø inkl. Lilleø, Avernakø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave,
Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø,
Tunø, Venø og Aarø.
3.3.1.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
De små øer har et begrænset, samlet areal og består som hovedregel af landzonearealer, der
ligger i kystnærhedszonen. De små øer oplever derfor, at det er vanskeligt - inden for den
nuværende praksis for administration af planlovens regler om landzonearealer i kystnærhedszonen på de små øer - at sikre udviklingsmuligheder og herunder øgede muligheder
for bosætning. En lempeligere adgang til at få landzonetilladelse kan være af betydning for
udviklingsmulighederne på de små øer, herunder muligheden for at etablere nye boliger,
erhverv, ferieboliger og rekreative formål.
Af aftale af 15. juni 2022 om ”Opfølgning på planloven m.v.” fremgår, at på initiativ af
øens lokalbefolkning kan den ansvarlige kommune udarbejde en udviklingsplan for øen,
der fastlægger sammenhængen mellem lokal udvikling og fortsat hensyntagen til beskyttelsen af natur og landskab. Når planen er godkendt af indenrigs- og boligministeren (nu
ministeren for landdistrikter) og miljøministeren, kan Kystdirektoratet og kommunen inden
for planens rammer give dispensation i større omfang end efter naturbeskyttelsesloven og
planlovens almindelige regler til at placere faciliteter i tilknytning til eksisterende anlæg
eller bebyggelse. Der gennemføres i 2027 en evaluering af denne ordning, herunder hvilke
muligheder det har givet øerne med henblik på, at aftalekredsen drøfter perspektiverne for
ordningen.
Der er ikke inden for den nuværende praksis for administration af planlovens regler om
landzonearealer i kystnærhedszonen mulighed for i tilstrækkeligt omfang at tilgodese ønsket om en lempeligere adgang til landzonetilladelse for at sikre de små øers særlige behov
for udviklingsmuligheder.
Det foreslås derfor, at ministeren for landdistrikter efter aftale med miljøministeren - uanset
planlovens § 29 om statens varetagelse af nationale interesser – kan godkende, at kommunalbestyrelsen vedtager en ø-udviklingsplan, der fraviger § 5 b, stk. 1, og § 35, stk. 1. En
ø-udviklingsplan fastlægger sammenhængen mellem lokal udvikling og fortsat hensyntagen til beskyttelsen af natur og landskab. En ø-udviklingsplan vil dermed give de små øer
øgede muligheder for - inden for planens rammer - at opnå en lempeligere adgang til fra-
vigelse af planlovens regler om planlægning og landzoneadministration i kystnærhedszonen. Forslaget omfatter ikke arealer, der er omfattet af klitfredning, jf. naturbeskyttelseslovens §§ 8 og 9.
En ø-udviklingsplan kan give nye konkrete muligheder for f.eks. bosætning og ændret anvendelse af arealer og eksisterende bygninger til fremme af erhvervs- og turismeudvikling
i større omfang, end det i dag er muligt på de små øer efter planlovens almindelige regler.
Forslaget omfatter de 27 småøer, der er omfattet af planlovens § 40 a, stk. 3, om lempede
regler for at dispensere til udlejning til helårsbeboelse. Forslaget omfatter således: Agersø,
Anholt, Askø inkl. Lilleø, Avernakø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø,
Strynø, Tunø, Venø og Aarø.
Et forslag til en ø-udviklingsplan udarbejdes af den ansvarlige kommunalbestyrelse på initiativ af øens beboere og med udgangspunkt i beboernes lokale ønsker og behov og de
konkrete forhold på øen. Planen skal omfatte hele øen og skal fastlægge sammenhængen
mellem lokal udvikling og fortsat hensyntagen til beskyttelsen af natur og landskab. Det er
således væsentligt, at såvel beboerne på den ø, der tager initiativ til udarbejdelse af en øudviklingsplan, som kommunalbestyrelsen holder sig for øje, at planen ikke alene skal
rumme konkrete initiativer, der forventes at øge mulighederne for lokal, erhvervsmæssig
udvikling og øget tiltrækning af turister, herunder ved øget bosætning. Planen skal lægge
tilsvarende vægt på, at de initiativer, der foreslås, tager hensyn til beskyttelse af øens naturog landskabsværdier og ikke vil øge behovet for klimatilpasning og kystbeskyttelse af øen,
der kan påføre øens beboere eller kommunen væsentligt øgede omkostninger.
Planen skal derfor samlet afveje og varetage hensynet til såvel de lokale ønsker om udvikling som hensynet til nabointeresser, øens særlige natur- og landskabsværdier, landbrugsinteresser, behovet for kystbeskyttelse mv.
Det forudsætter, at kommunalbestyrelsens forslag til ø-udviklingsplan har et tilstrækkeligt
detaljeringsniveau til, at ministeren for landdistrikter kan påse, at planen ikke – med undtagelse af en eventuel fravigelse af planlovens § 5 b, stk. 1, – er i strid med nationale interesser, jf. planlovens § 29, herunder at der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel
begrundelse for kommunens overførsel af arealer til byzone, og at evt. ferie- og fritidsanlæg
lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser.
Derfor foreslås endvidere, at kommunalbestyrelsens udkast til ø-udviklingsplan tilvejebringes som et forslag til lokalplan og dermed, hvis planforslaget godkendes af ministeren for
landdistrikter, får retsvirkning som en lokalplan, jf. planlovens kap. 5, §§ 13-21, og kap. 6,
§§ 24-28.
I sammenhæng hermed foreslås, at lokalplanforslaget kan indeholde landzonetilladelse efter § 35, stk. 1, jf. § 36, stk. 1, nr. 6. Det bliver således muligt for kommunalbestyrelsen at
udarbejde sit forslag til ø-udviklingsplan i form af et forslag til en såkaldt ”bonuslokalplan”, da lokalplanforslaget i så fald indebærer såkaldt ”bonusvirkning” for så vidt angår
landzonetilladelsen.
En lokalplan er en velkendt plantype, der bl.a. indebærer, at kommunalbestyrelsens forslag
sendes i offentlig høring. Lokalplanen vil kunne give klarhed over, hvad der er muligt i
fremtiden, og dermed styrke hensynet til borgernes og mulige investorers interesser. En
lokalplan skal være i overensstemmelse med kommuneplanen, som fastsætter retningslinjer for udviklingen og rammer for lokalplanlægningen. Kommuneplanen udgør den strategiske ramme for erhverv, bosætning og turisme og skal således bl.a. indeholde de sammenhængende turistpolitiske overvejelser, der danner grundlag for beslutning om konkrete projekter. Kommunalbestyrelsen vil desuden kunne udarbejde ø-udviklingsplanen som en lokalplan for hele øen, der supplerer eller erstatter eventuelle eksisterende lokalplaner.
Kommunalbestyrelsen anmoder ministeren for landdistrikter om godkendelse til at vedtage
kommunalbestyrelsens lokalplanforslag om en ø-udviklingsplan. Hvis ministeren for landdistrikter efter aftale med miljøministeren – og eventuelt på baggrund af dialog med kommunalbestyrelsen - finder, at planforslaget er i overensstemmelse med hensigten med forslaget om ø-udviklingsplaner, vil ministeren for landdistrikter godkende, at den pågældende kommunalbestyrelse vedtager forslaget.
Med ministeren for landdistrikters godkendelse af kommunalbestyrelsens forslag til ø-udviklingsplan er der samtidig taget endelig stilling til planens eventuelle fravigelser af planlovens § 5 b, stk. 1, 35, stk. 1, og i givet fald også lokalplanens bonusvirkning, jf. § 36, stk.
1, nr. 6.
I den del af kystnærhedszonen, der ligger uden for strandbeskyttelseszonen, bliver der med
forslaget mulighed for at omdanne overflødiggjorte bygninger inden for kystnærhedszonen
til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker, liberale erhverv, forenings- og fritidsformål samt lager- og kontorformål m.v. i videre omfang end efter nugældende, administrativ praksis, etablere nye boliger i umiddelbar tilknytning til én eller flere eksisterende
landsbybebyggelse(r), udvide eksisterende landsbyer i byzone med nye arealer til boliger
og erhverv og udvide eksisterende erhvervsvirksomheder. Det bliver endvidere muligt på
en lille ø at etablere enkelte pladser til mobilhomes ved en havn eller på en eksisterende
campingplads, ligesom der bliver mulighed for at opstille husstandsvindmøller og små solcelleanlæg til brug for øens egen energiforsyning.
Muligheden for at etablere nye boliger i umiddelbar tilknytning til én eller flere eksisterende landsbybebyggelse(r) på øen indebærer, at det vil være op til kommunalbestyrelsen
med inddragelse af lokalbefolkningen – i forbindelse med udarbejdelse af den konkrete ø-
udviklingsplan – at tage stilling til, i hvilket omfang der kan etableres nye boliger i umiddelbar tilknytning til eksisterende landsbybebyggelse(r). Kommunalbestyrelsen vil i den
forbindelse skulle foretage en samlet afvejning af hensynet til såvel de lokale ønsker om
udvikling som hensynet til nabointeresser, øens særlige natur- og landskabsværdier, landbrugsinteresser, behovet for kystbeskyttelse mv.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den i lovforslaget § 2, nr. 4, foreslåede indsættelse
af en dispensationsmulighed i naturbeskyttelseslovens § 65 b. Det bemærkes, at reglerne i
naturbeskyttelsesloven om strandbeskyttelseslinjen og den tilhørende, administrative praksis i øvrigt videreføres uændret
Gældende regler i anden lovgivning som f.eks. lov om miljøvurdering videreføres uændret.
En kommunal ø-udviklingsplan, der er godkendt af ministeren for landdistrikter efter aftale
med miljøministeren, kan ikke påklages til Planklagenævnet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet. Hvis en kommunal ø-udviklingsplan i medfør af § 15, stk. 4, indeholder bestemmelse om, at planen erstatter tilladelser efter § 35, stk. 1, som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse (”bonuslokalplan” med ”bonusvirkning”), kan landzonetilladelser efter § 35, stk. 1, der er indeholdt i ø-udviklingsplanen, således ikke påklages til Planklagenævnet.
Ordningen evalueres i 2027, herunder undersøges det, hvilke muligheder ordningen har
givet de små øer med henblik på, at aftalekredsen kan drøfte perspektiverne for ordningen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 4, om ændring af lov om naturbeskyttelse og bemærkningerne hertil.
3.3.1.3. Gældende ret
Naturbeskyttelseslovens §§ 8, 9 og 15 – klitfredning og strandbeskyttelse
Kystområderne i Danmark er beskyttede i medfør af naturbeskyttelseslovens § 8 og 9 om
klitfredning og § 15 om strandbeskyttelse. Jyllands vestvendte kyster langs Skagerrak og
Vesterhavet er klitfredede. De øvrige danske kyster er som hovedregel omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Visse kyststrækninger, typisk ved byer og store havne, er hverken omfattet af klitfredning eller strandbeskyttelse. Klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen omfatter som hovedregel strandbredden og arealet op til 300 meter bag strandbredden - i sommerhusområder dog kun 100 meter eller mindre. Beskyttelseslinjerne er registreret i matriklen og noteret i tingbogen.
Beskyttelsen indebærer et forbud mod at ændre tilstanden, jf. § 8, stk. 1, og § 15, stk. 1.
Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, anlæg, belægning og faciliteter, ske beplantning,
eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lignende, og der må
ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
Udgangspunkt er, at enhver tilstandsændring, herunder ændret anvendelse, forudsætter forudgående dispensation.
Formålet med beskyttelsen er at bevare de åbne kyster så uberørte som muligt og beskytte
de landskabelige og naturmæssige værdier, der er knyttet til kysterne, herunder hensynet
til offentlighedens frie og lige adgang til kysten og strandene og mulighed for at færdes i
uforstyrrede kystområder. Endvidere kan tilstandsændringer øge risikoen for tab af værdier
ved oversvømmelse og/eller erosion samt øge behovet for kystbeskyttelse. Klitfredning har
også til formål at bekæmpe og forebygge sandflugt.
Det fremgår af § 65 b, stk. 1, at der som hovedregel kun kan dispenseres til tilstandsændringer i særlige tilfælde. Der kan således kun dispenseres, hvis der ikke med dispensationen skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med forbuddene i § 8, stk.1,
og § 15, stk. 1. Endvidere er en række forhold undtaget fra forbuddet mod at ændre i tilstanden, herunder landbrugsmæssig drift og byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt
for en ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelsen af fiskerierhvervet, havneanlæg m.v.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3-6, er det i en række tilfælde muligt at fravige
forbuddet i § 15, stk. 1, selv om der ikke er tale om et særligt tilfælde, og ændre tilstanden,
herunder opføre mindre bygninger, anlæg og faciliteter, der understøtter friluftsliv og turisme inden for strandbeskyttelseslinjen under fortsat friholdelse af de åbne kyststrækninger og under hensyntagen til natur- og landskabsinteresser.
Efter naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, kan en lang række anlæg og faciliteter og mindre byggeri etableres ved boliger inden for strandbeskyttelseslinjen.
Efter naturbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2, er der mulighed for at placere en lang række
bygninger, anlæg og faciliteter på havnearealer, der er lokalplanlagte til havneformål –
uden krav om forudgående dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der er endvidere mulighed for at dispensere fra strandbeskyttelseslinjen til mindre faciliteter til en begrænset
kreds af brugere som en klub eller forening og eller institution, f.eks. omklædningsfaciliteter, skure til opbevaring af udstyr, sheltere og lignende på betingelse af, at de nævnte
faciliteter opføres i tilknytning til eksisterende anlæg, og at arealet er lokalplanlagt til formålet.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 5, er der mulighed for at dispensere fra strandbeskyttelseslinjen til mindre faciliteter til en begrænset kreds af brugere som en klub eller
forening og eller institution, f.eks. omklædningsfaciliteter, skure til opbevaring af udstyr,
sheltere og lignende på betingelse af, at de nævnte faciliteter opføres i tilknytning til eksisterende anlæg, og at arealet er lokalplanlagt til formålet. Efter § 65 b, stk. 3, nr. 7 og 8, jf.
stk. 8, kan der dispenseres til mindre anlæg og faciliteter til eksisterende turismevirksomheder.
Dispensationsadgangen efter § 65 b og de umiddelbare rettigheder efter § 15 a, stk. 3, og §
15 b, stk. 2, finder alle anvendelse i tilknytning til eksisterende byggeri, anlæg m.v. og blev
indføjet i naturbeskyttelsesloven i 2017 samtidig med, at lovændringen fastholdt den restriktive praksis for de åbne kyststrækninger. Endvidere fik kommunerne i 2017 mulighed
for, én gang for alle, at ansøge om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen på og ved bynære
havne. I alt 47 kystkommuner ansøgte om at få ophævet strandbeskyttelsen ved 166
havne/lokaliteter. Kystdirektoratet traf afgørelse i december 2019, hvorved 55 ansøgninger
om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen blev imødekommet fuldt ud, 56 ansøgninger blev
delvist imødekommet og 55 ansøgninger fik afslag. På små øer skete det efter en lempeligere vurdering end i resten af landet.
Ved en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994, jf. forslag L 191 til lov om ændring af
lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse (Beskyttelse af kystområderne), blev
strandbeskyttelsen udvidet således, at strandbeskyttelseslinjen i stedet for som hovedregel
at ligge 100 meter bag strandbredden nu – med visse undtagelser - ligger 300 meter bag
strandbredden.
I forarbejderne, jf. Folketingstidende 1993-94 (L 191), Tillæg A, side 6481 og Tillæg B
side 949 og 1677, og Folketingstidende 1998-99 (L 95), Tillæg A side 2476 og Tillæg B
side 480 og 614, forudsættes det, at en eksisterende praksis for at tilgodese friluftslivet,
hvis der er tale om mindre støttepunkter til brug for offentligheden og dermed til fremme
af turismen, videreføres. Herved forstås efter administrativ praksis mindre parkeringsarealer og stier til eller langs med kysten, mindre toiletbygninger, naturformidlings- og miljøinformation som f.eks. blå flag, skilte og informationstavler samt beskedne opholdsfaciliteter for friluftslivet, som placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.
Særligt for små øer administreres den udvidede strandbeskyttelseszone (100-300 meter)
relativt mere lempeligt end i resten af landet, når forholdene og hensynet til øernes erhvervsmæssige udvikling kræver det. Den lempeligere adgang til dispensation kan f.eks.
være til etablering af et atelier til en udøvende kunstner eller en café i en nedlagt landbrugsejendom eller en legeplads ved et færgeleje.
Kystbeskyttelsesloven
Af § 1 i lov om kystbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 705 af 29. maj 2020, fremgår, at
formålet med kystbeskyttelse er at beskytte mennesker og ejendom ved at reducere risikoen
for oversvømmelser eller kystnedbrydning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet.
Dette formål varetages ved en afvejning af følgende hensyn: 1) Behovet for kystbeskyttelse, 2) Økonomiske hensyn ved projekter omfattet af kapitel 1 a, 3) Kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og natur- og miljømæssige kvalitet, 4) Rekreativ udnyttelse af kysten, 5) Sikring af den eksisterende adgang til og langs kysten og 6) Andre forhold. Hensynene efter naturbeskyttelseslovens regler om klitfredning og om strandbeskyttelseslinjen
indgår i denne afvejning.
3.3.1.4. Miljøministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
De små øer har et begrænset, samlet areal og de kystnære dele af øen er som hovedregel
omfattet af strandbeskyttelseslinjen, hvor der gælder et generelt forbud mod ændring af
tilstanden. Samtidig rummer de danske småøer store landskabs- og naturværdier. De små
øer oplever, at det er vanskeligt - inden for den nuværende lovgivning om strandbeskyttelseslinjen - at sikre udviklingsmuligheder. En lempeligere adgang for de små øer til dispensation fra strandbeskyttelseslinjen kan være af betydning for udviklingsmulighederne på
de små øer.
Der er peget på, at en ø-udviklingsplan kan medvirke til at give de små øer lempeligere
adgang til dispensation fra naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelse for at skabe
yderligere muligheder for at etablere faciliteter til fremme af erhvervs- og turismeudvikling
og understøttelse af friluftsliv, hvis faciliteterne placeres i tilknytning til eksisterende anlæg
eller bebyggelse. Det kunne være f.eks. placering af faciliteter som en vejbod til salg af
lokale produkter, en isbod, sportsfaciliteter som net og mål til boldspil o.lign. og lege- eller
motionsfaciliteter i øvrigt.
Det er efter de gældende regler i naturbeskyttelsesloven og administrativ praksis i visse
tilfælde muligt at tilgodese sådanne ønsker. Ved hjælp af en yderligere lempelse af reglerne
kan der i større omfang gives mulighed for at opnå dispensation til visse faciliteter inden
for strandbeskyttelseslinjen for at tilgodese de små øers særlige behov for udviklingsmuligheder.
Det foreslås derfor, at der i § 65 b tilføjes et stk. 9, hvorefter miljøministeren (ved Kystdirektoratet), jf. den samtidig foreslåede § 5 b, stk. 10, i lov om planlægning, inden for den
udvidede strandbeskyttelseslinje (100-300 meter) kan gøre undtagelse fra § 15, stk. 1, til
placering af faciliteter i tilknytning til eksisterende anlæg eller bebyggelse, som f.eks. en
mindre isbod i tilknytning til en café, restaurant eller lignende turismevirksomhed, enkelte,
mindre sportsfaciliteter som net og mål til boldspil og lignende ved klubber, foreninger,
skoler, institutioner og eksisterende turismevirksomheder, enkelte, mindre lege- eller motionsfaciliteter ved klubber, foreninger, skoler og institutioner og eksisterende turismevirksomheder og en mindre bod til salg af lokale produkter.
Med forslaget vil de små øer få øgede muligheder for - inden for rammerne af en ø-udviklingsplan, der er godkendt af ministeren for landdistrikter efter aftale med miljøministeren
- at opnå dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, om strandbeskyttelseslinjen
til de nævnte faciliteter, hvis de placeres i tilknytning til eksisterende anlæg eller bebyggelse, end det er muligt efter naturbeskyttelseslovens almindelige regler.
Forslaget omfatter de 27 småøer, der er omfattet af planlovens § 40 a, stk. 3, om lempede
regler for at dispensere til udlejning til helårsbeboelse. Forslaget omfatter således: Agersø,
Anholt, Askø inkl. Lilleø, Avernakø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø,
Strynø, Tunø, Venø og Aarø.
Et forslag til en ø-udviklingsplan udarbejdes af den ansvarlige kommunalbestyrelse på initiativ af øens beboere og med udgangspunkt i de særlige hensyn til at beskytte natur og
landskab i kystzonen, beboernes lokale ønsker og de konkrete forhold på øen. Planen skal
omfatte hele øen og skal fastlægge sammenhængen mellem lokal udvikling og andre interesser. Det er således væsentligt, at såvel beboerne på den ø, der tager initiativ til udarbejdelse af en ø-udviklingsplan, som kommunalbestyrelsen holder sig for øje, at planen ikke
alene skal rumme konkrete initiativer, der forventes at øge mulighederne for lokal, erhvervsmæssig udvikling, øget friluftsliv og øget tiltrækning af turister. Planen skal lægge
tilsvarende vægt på, at de initiativer, der foreslås, tager hensyn til beskyttelse af øens naturog landskabsværdier og ikke vil øge behovet for kystbeskyttelse og klimatilpasning af øen,
der kan påføre øens beboere eller kommunen øgede omkostninger.
Planen skal derfor samlet afveje og varetage hensynet til lokale ønsker om udvikling, hensynet til nabointeresser og øens særlige natur- og landskabsværdier. Det forudsætter, at
kommunalbestyrelsens forslag til ø-udviklingsplan har et tilstrækkeligt detaljeringsniveau
til, at miljøministeren kan påse, at de nævnte natur- og landskabsværdier på et overordnet
plan er varetaget, og at realiseringen af planen ikke vil øge behovet for kystbeskyttelse og
klimatilpasning, herunder vanskeliggøre eller fordyre denne.
Når ministeren for landdistrikter efter aftale med miljøministeren har godkendt en ø-udviklingsplan, og planen er vedtaget af kommunalbestyrelsen, kan Kystdirektoratet efter
konkret ansøgning fra kommunen – og eventuelt på baggrund af dialog med kommunalbestyrelsen - meddele dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der vil fortsat i overensstemmelse med naturbeskyttelseslovens formål skulle varetages hensyn til kystlandskabet og til
de særlige beskyttelseshensyn, der gælder tæt på kysterne, ligesom en dispensation kun kan
meddeles, hvis det ikke strider mod regler, der har til formål at varetage internationale
forpligtelser til at beskytte Natura 2000-områder og arter af dyr og planter m.v. (Bilag IVarter).
Gældende regler i øvrigt i naturbeskyttelseslovgivningen, herunder § 29 a om beskyttelse
af plante- og dyrearter m.v., og anden lovgivning som f.eks. lov om miljøvurdering videreføres uændret.
En kommunal ø-udviklingsplan, der godkendes af ministeren for landdistrikter efter aftale
med miljøministeren, kan ikke påklages til Planklagenævnet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Ordningen evalueres i 2027, herunder undersøges det, hvilke muligheder ordningen har
givet de små øer med henblik på, at aftalekredsen kan drøfte perspektiverne for ordningen.