Når kommunalbestyrelsen den 17. januar vedtager, at udviklingen af Marstals centrum skal foregå ned mod færge-lejet, så er det afgørende hvem der ejer grundene og dermed kan sælge til fx en ny Netto. Eller om der er en forkøbsret der forhindrer det.
Der råder en vis usikkerhed om:
* Hvem ejer havne-grundene.
* Har Salling Group, der ejer Netto, købt et areal til venstre for færgen.
* Har Ejgil Clausen ejerskab til den grund hvor hans olietanke ligger, også til venstre for færgen.
* Har HCC Bådeværft, der ligger længere ovre mod venstre, en forkøbsret til Ejgil Hansens grund eller til olietankene.
* Er der en uopsigelig lejeaftale mellem Ejgil Clausen og Ærø Kommune for sine bygninger og olietankene.
* Skal oliegrunden renses når Netto bygger.
Ærø Kommune
Det er Ærø kommune der ejer næsten alle havnens arealer, som virksomheder så lejer sig ind på. Ejerskabet er enten direkte eller gennem kommunens havneselskab.
Det gælder også færgeområdet, hvor den private Marstal-færge lægger til, og området til venstre for færgen hvor der nu står olietanke og hvor der er tanker om at bygge en Netto.
Ærø Kommune har en lejeaftale med Ejgil Clausen, Øboens Olieprodukter, der ejer 3 mindre bygninger, som står på kommunens Netto-grund.
Salling Group
Salling Group har lagt billet ind på at købe grundarealet mellem færgen og bådværftet til en ny Netto. Men ifølge Tinglysning, hvor ejere af fast ejendom står, så er det fortsat Ærø Kommune der ejer arealet.
Hvis kommunen havde solgt arealet ville der også stå et salgsbeløb i kommune-regnskabet.
Ærø Kommune har enten givet Saling en forpligtende forkøbsret eller en uforpligtende hensigtserklæring, som kan komme i spil når det bliver vedtaget at der må være butikker på Marstal Havn.
Kommunen er dog forpligtet til at sende grunden i udbud, så alle kan købe, men kan med en forkøbsret forpligte sig til at sælge til Salling til samme pris, som en anden køber vil give.
Hvis det blot er en hensigtserklæring må kommunen kun sælge til den højstbydende, som så enten vil være Salling eller HCC Bådeværft, der bakkes op af Marstals store ejendomsinvestor Hasse Larsen.
Ejgil Clausen
Ejgil Clausen ejer Øboens Olieprodukter, der har virksomhed på Netto-arealet til venstre for færgens opmarchplads for biler.
Clausen ejer 3 bygninger på i alt 164 kvm, der står på et grundareal som kommunen ejer. Det er dog Ærø Kommune der ejer olietankene og som Clausen lejer/råder over.
Clausen har indgået en aftale med Salling om, at han vil afstå sit lejemål til dem, når lokalplanen for Marstals nye bymidte er vedtaget.
Ejendomsinvestoren Hasse Larsen har, på vegne af sin samarbejdspartner bådeværftet, lagt sag an mod Ejgil Clausen. De mener, at de har forkøbsret til Clausens bygninger og lejekontrakten med kommunen.
Hvis de får ret i retssagen, der starter 22. marts, så kan de matche Sallings bud og købe bygninger og lejekontrakt. Eller få erstatnining fra Clausen.
Bådeværftet og Hasse Larsen
Fabricius-familien, der ejer bådeværftet, vil have stoppet Netto-byggeriet og byudviklingen ned på havnen, fordi værftet mener, at det i fremtiden vil være svært at få plads til at udvide og dermed også støje mere, når der er kommet flere butikker, cafeer, gallerier og mere museum.
Fra gammel tid skulle der ligge et dokument der giver værftet en forkøbsret til Clausens lejemål og bygninger.
Værftet og Hasse Larsen kræver derfor, at Ejgil Clausen sælger til dem til samme pris som Salling vil give - eller til den lave pris som dokumentet måske tilsiger. Retssagen starter 22. marts i Svendborg Ret.
Hvis Clausen taber og alligevel allerede har solgt sit lejemål til Salling, så vil det være en sag mellem ham og værftet hvor stor erstatningen skal være.
Så byggeriet af Netto kan forventeligt fortsætte, for det er kommunen der sælger selve grunden der skal bygges på.
Lejeaftale
Lejeaftalen mellem kommunen og den virksomhed som driver olievirksomhed på området, strækker sig omkring 50 år tilbage:
I 1986 køber Svend Aage Secher bygningerne på arealet og sælger dem og lejeaftalen videre i 2003 for 745.000 kr til Ejgil Clausens firma Tankanlæg Marstal-Søby.
Oprensning
Store dele af havnearealerne i Marstal er forurenede og det gælder ikke mindst oliegrunden hvor Netto gerne vil bygge.
Det er dog en udbredt misforståelse, at grunden skal oprenses for at bygge en butik og en parkeringsplads. Det ville kun komme på tale hvis der skulle bygges boliger eller børnehaver.
Når der bygges på Netto-grunden skal entreprenøren fremlægge en plan for hvordan det sikres, at forurening ikke kan dampe op i den nye bygning - det sker i praksis ved hjælp af en plastik-membran.
Netto-grunden er en såkaldt V2-grund, hvilet betyder at Region Syddanmark har kortlagt grunden som forurenet, men også, at der ikke er risiko for drikkevandet i Marstal.
Den forurenede jord fra udgravningen til byggeriet kan enten lægges i en jordvold, det anbefales nu om dage, eller køres til et depot for olieforurenet jord.
BEMÆRK
Oplysninger til nærværende artikel er taget fra Tinglysning, BBR, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, Resights og kommunen.
Om der ligger særlige ukendte dokumenter og aftaler fra gammel tid, hvor der nok var flere lokumsaftaler end nu om dage, har Ærø Dagblad ikke haft mulighed for at kontrollere, endnu.