Efter de fejlslagne projekter i Thorup ved Store Rise og på de lavbundede områder syd og øst for Ærø, så bliver øen ikke en del af de kommende sol- og vindparker. Det fremgår af regeringens nye forslag til bæredygtig energi.
Ærø kommune er begyndt at få et ry, at man gerne går med i startfasen, men når de trofaste Facebook- og Fyns Amts Avis-skribenter begynder at røre på sig, så bliver støtten svagere og svagere.
Det betød, at solprojektet i Thorup blev lagt ned, selvom lokalplanen var klar til vedtagelse, og det fik Better Energy i København til at trække sig.
For øen var det nok ikke verdens bedste indtægtskilde, da det reelt kun var jordejerne der solgte og VVS-folkene der satte det op, som ville tjene penge.
MEN.
Problemet var, at Ærø kommune havde givet grønt lys og bakket op lige indtil 100 m før målstregen, og så blev der spændt ben.
Lige meget om det er en kapitalist fra København eller en almindelig borger er det ikke god stil.
Vind-projekterne ude på de lavbundede områder ud for Bregninge og Marstal kørte som skjulte projekter i 2022-23 med Danmarks største energiselskab Andel som partner. For kommunen havde ikke lyst til debatten.
I sidste ende lagde regeringen Åben-Dør-projekterne ned i februar 2023, fordi der kom for mange energiprojekter i Danmark - og ledningsføringen ville koste staten over 100 miliarder.
Men investorer lægger mærke til, at kommunalbestyrelsen i juni 2021 vedtog hvor der kunne opføres vindmøller og solanlæg i form af Tekniske Anlæg og Forsyning.
MEN.
Da planen i august 2021 skulle i høring blev den lagt ned, fordi det ville koste rigitg mange stemmer ved kommunalvalget i november 2021 - så den plan er droppet.
I regeringens nye plan er der kun medtaget de kommuner der gerne vil lægge plads til grønne projekter - og foregangsøen Ærø er ikke med.
Her på Ærø er der ingen der har lyst til at få vindmøller tæt på, eller solparker, selvom loven nu siger, at solparker skal pakkes ind af buske og træer.
Øens problem er, at et hvert større projekt - ikke kun på energisiden - får støtte i starten og siden trækkes i langdrag og til sidst måske/måske ikke afvises.
Derfor får Ærø ingen investorer med de projekter der kan give helårsarbejdspladser, for kapitalisterne i Københavns saloner taler sammen og spørgsmålet er altid som det første: Er det en kommune der er til at arbejde sammen med, så vi får projektet i mål.
For Ærøs vedkommende er det rent objektive svar: Nej.
Men det kan jo også være et mål i sig selv.
__
PS.
Se de nye energiparker HER.