Ærø Kommune må gerne give en større del af sit statstilskud til den private Marstal-færge, skriver indenrigsminister Sophie Løhde, men nævner samtidigt, at det skal leve op til konkurrencereglerne om færgefart. Og det gør Marstal-færgen ikke rigtigt, fordi færgefarten ikke har været i udbud.
Marstal-færgen drives af rederiet ÆrøXpressen, der har rigtig mange erhvervsfolk og private i Marstal som medejere. De er fortørnede over, at Ærø Kommune, der driver de 4 Ærøskøbing- og Søbyfærger, ikke vil afgive mere af sit statstilskud.
Ærø-tilskuddet gives dels som et generelt ø-kommune-tilskud på 42 millioner + et færgetilskud på 11 millioner.
Marstalfærgen står for 17 % af færgetrafikken og mener derfor, at Ærø Kommune burde afgive knap 2 millioner kr til Marstal-færgen, svarende til 17 % af færgetilskuddet.
Ministeren svarer:
- Det kommunale tilskud til ø‐kommuner er ikke øremærket til bestemte aktiviteter i Ærø Kommune, herunder f.eks. konkrete færgeruter.
Det vil derfor være op til kommunalbestyrelsens prioritering af tilskudsmidlerne inden for rammerne af kommunens samlede økonomi, om Ærø Kommune vil anvende en del af tilskuddet på ÆrøXpressen A/S.
MEN.
- Generelt gælder i øvrigt, at en aftale mellem kommunen og ÆrøXpressen A/S skal følge reglerne fastsat i lov om færgefart.
Det er her Marstal-færgen har et juridisk problem, for da Marstal-folk i 2019 genopliver færgefarten, der blev lukket i 2013, skete det uden at færgefarten blev EU-udbudt, så alle kunne byde på sejladsen.
Og udbuddet skulle foretages af Ærø Kommune, fordi den syntes der manglede færgefart. Men kommunen havde jo netop lukket ruten, fordi der var ret få passagerer og biler.
Desuden havde kommunen ingen interesse i en færgefart der i praksis giver 17 % færre indtægter til deres egne 4 færger.
Marstal-færgen får i dag et beløb efter hvor mange kilometer passagerer og biler har sejlet (Læs: Landevejsprincip-tilskud), men afstanden mellem Marstal og Rudkøbing på Langeland er ret kort. Marstalfærgen vil derfor gerne have det lagt om til antal passagerer og biler, fremfor kilometer sejlet. Det vil kunne give ekstra lidt over 1 million. Og den model er der sagt god for i Trafikstyrelsen.
For og imod
Om Marstal-færgen skal have en større del af kommunens færge-tilskud bliver i sidste ende et politisk spørgsmål:
* Ærøskøbing-fløjen: Hvorfor skal vi give flere penge til en privat færgefart. Pengene bliver taget ud af kommunens budget (Læs: Varme hænder osv).
* Marstal-fløjen: Vi har genskabt en færgefart, som giver mere liv i Marstal, så derfor kan kommunen godt afgive flere penge til os.
Det magtfulde Økonomiudvalg holdt den 4. januar møde og her var der ikke opbakning til Marstal-færgens ønsker.
Nu skal det endegyldigt afgøres på Kommunalbestyrelsens møde den 17. januar.
Som det ser ud nu så er der et 8-7 flertal for ikke at give øget tilskud til Marstal-færgen.
Se alle dokumenter og indstillinger HER.