Mens husdyrene forsvinder på Ærø, så har de 90 landmænd, der dyrker korn på øen, solgt 32.000 tons korn og raps.
- Det hænger selvsagt sammen med nogle fantastiske høstudbytter i 2022, siger Leif Juul Sørensen, som er en af Ærøs største landmænd på det vestlige Ærø.
Økonomien på Ærø
Samlet omsætter Ærøs landmænd for 150 millioner, og er dermed den vigtigste erhvervssektor efter turismen.
Mælkeproducenter på Ærø omsætter for cirka 50 millioner, korn, raps og majs giver 100 millioner, mens slagtesvin bare giver omkring 1 million kr. Omsætning er beregnet af Ærø Dagblad ud fra prisniveauerne angivet af Arla og Dansk Landbrugs Grovvareselskab.
Få husdyrbrug
- Der bliver stadig færre husdyrbrug på Ærø og det betyder, at de arealer som før var tilsået med grovfoder til køerne, altså primært græs og majs, nu er erstattet af korn og raps, siger Leif Juul Sørensen.
- Der er de sidste mange år forsvundet mange store husdyrbrug på øen. Da jeg selv byggede en kostald på bar mark tilbage i 1990 var der cirka 40 mælkeproducenter på Ærø, som i 90erne og 00erne producerede 22-24 millioner liter mælk årligt.
- Der er nu kun 4 mælkeproducenter tilbage som leverer under det halve med omkring 10 millioner liter mælk om året.
- Udviklingen gælder også svineproducenterne på Ærø, som tilbage i 90erne leverede 40.000 slagtesvin om året. I dag vil jeg skønne at der produceres maksimalt 2.000 svin om året.
- Jeg forventer at tilbagegangen vil fortsætte, da vi med en gennemsnitsalder på over 60 år i landbruget på Ærø mangler unge landmænd der kan løfte opgaven i et generationsskifte.
Økonomien
- 2022 var et rigtig godt år for store dele af landbruget, med stigende afregningspriser på primært mælk og korn. Lidt mere stramt har det været for de svineproducenter som ikke er selvforsynende med korn, og derfor må købe færdigblandet svinefoder til en høj pris, siger Leif Juul Sørensen.
- Høsten var på 10 millioner tons i Danmark - det varierer fra år til år, feks var den i tørkeåret 2018 kun på 7 millioner tons.
- Værdien af årets høst er den mest værdifulde nogen sinde og ligger på 27 milliarder, hvor vi normalt ligger på næsten det halve med 15 milliarder kr.
- Den store værdistigning er dog fremkommet på en kedelig baggrund, nemlig med afsæt i Ruslands krig mod Ukraine, som har gjort forsyningssikkerheden ustabil og givet stigende energipriser også for landmændene.