Med en enkel sætning har Langeland løst de juridiske problemer med fritidsboliger i det gamle Rudkøbing. Byen har helårspligt, men har ligesom Ærøskøbing et stort antal boliger der bruges som fritidshuse. Og regler og tilladelser til fritidsbrug har i praksis været noget rod, ligesom i det gamle Ærøskøbing.
Og det interessante er, at staten og Planklagenævnet (Læs: Højesteret for lokalplaner) ikke har gjort indsigelser mod formuleringen.
I lokalplantillæggets paragraf 3 står der nu:
"Boliger i lokalplanområdet skal anvendes til helårs-beboelse. Langeland Kommune kan, ved konkret ansøgning, meddele tilladelse til fravigelse af kravet om helårsanvendelse."
For mange
Hvis antallet af fritidsboliger senere hen bliver for stort forbeholder kommunen sig ret til at stoppe ordningen fremadrettet, altså stoppe med at give nye tilladelser.
For øjeblikket bruges 36 % af de 232 boliger i det gamle Rudkøbing som fritidsboliger viser en optælling fra juli 2022. For Ærøskøbing er tallet på samme niveau eller større.
Se lokalplantillægget HER. Det trådte i kraft her i maj 2023.
Ærøskøbings problemer
Kommunalbestyrelsen på Ærø besluttede i januar med et snævert flertal, at "slå en streg i sandet" og give tilladelse til dem der bruger deres hus som fritidsbolig i det gamle Ærøskøbing, hvor der ellers i udgangspunktet er helårspligt.
Dette gælder dog ikke den vestligste del af det gamle Ærøskøbing, hvor der ved en fejl i den nuværende lokalplan 9-9B fra 2016, er indskrevet, at der ikke er helårspligt - der står blot "bolig", og det betyder både fritidsbolig og helårsbolig.
I de senere måneder har kommunens advokat Codex forsøgt at finde forskellige lovlige modeller, som kommunalbestyrelsen på Ærø kan anvende. Langelandsmodellen har dog hidtil ikke været på bordet.