Det blev ingeniørfirmaet Rambøll som vandt opgaven om en trafiksikkerhedsplan for Ærø, hvor der skal komme løsninger for især trafikken i landsbyerne. 4 firmaer havde budt ind på opgaven.
Arbejdet er allerede sat i gang med et opstartsmøde mellem Rambøll og teknisk afdeling den 13. juni.
3 planer
Teknisk afdeling har opstillet 3 modeller.
Lille model
Løsningsforslag at de trafikale problemer i landsbyerne. Dette skal resultere i et virkemiddel-katalog, som kan danne grundlag for kommunalbestyrelsens beslutninger om fremtidige trafiktiltag i landsbyerne.
Mellem model
Løsningsforslag for de trafikale problemstillinger i landsbyerne + Trappeskovvej og ved Søby. Dette skal resultere i et virkemiddel-katalog, som kan danne grundlag for kommunalbestyrelsens beslutninger om fremtidige trafiktiltag.
Stor model
De trafikale problemstillinger på hele Ærø inklusiv Søby, Marstal og Ærøskøbing og landevejsstrækningerne. Udarbejde et katalog med løsningstiltag af de trafikale problemer, samt en vurdering af hvilke tiltag der har størst effekt, som kan danne grundlag for kommunalbestyrelsens beslutninger om fremtidige trafiktiltag.
Baggrund
På Ærø er vejene meget smalle. I både byer og landsbyer er der ikke afsat meget plads til fodgængere og cyklister langs vejene. Husenes placering i eller tæt på vejskel, gør, at det er svært at lave forbedringer der giver mere sikre forhold for cykler og gående.
For landsbyerne gælder, at de fleste ligger som bånd langs landevejene. Vejen der går gennem landsbyen er dermed også øens hovedfærdselsåre.
I de landsbyer, der ikke ligger langs hovedlandevejen, som f.eks. Ommel, Kragnæs og Stokkeby, skal der stadig være plads til lastbiler kan komme igennem i forbindelse med varetransport, pakkelevering, renovation, brand + traktorer og andre landsbrugsmaskiner.