Fra 1. juli bliver det lovligt på Ærø for kommunen at lave op til 6 bosætterhuse, så nye familier kan teste ø-livet før de beslutter sig at bosætte sig på øen. Ærø Kommunes bosætterhus i Bregninge blev kendt ulovligt af Indenrigs- og Boligministeriet i december 2020 - men nu gør en ny lov det legalt.
Udover Bregninge-huset vedtog kommunen i 2018 at oprette bosætterhuse i Marstal og Søby, men lovgrundalget var ikke på plads, da kommuner ikke må drive boligudlejning.
For at imødekomme Ærø og andre udkantskommuner er Folketinget i gang med at vedtage den nye lov der gør det muligt for kommuner at lave bosætterhuse - der må oprettes 1 bosætterhus per 1.000 undbyggere. Så for Ærø er der mulighed for 6 lejeboliger til test-familier.
De nye forhold
Her er ministeriets gennemgang af de nye forhold:
Der er ikke i de gældende regler hjemmel til kommunal udlejning af fast ejendom til beboelse i en tidsbegrænset periode med henblik på at tiltrække potentielle tilflyttere.
Det foreslås derfor i Lov om boligforhold at indføre en § 58 a om kommunal udlejning af fast ejendom, så kommunalbestyrelsen med henblik på at tiltrække tilflyttere kan udleje fast ejendom til beboelse i en tidsbegrænset periode på mindst 3 måneder og højst 12 måneder per lejeaftale.
Formålet med bestemmelsen er at styrke kommunernes, herunder særligt landdistrikts- og økommunernes, muligheder for at tiltrække tilflyttere og derved modvirke affolkning.
Kommunalbestyrelsen vil med den foreslåede ordning få mulighed for at tiltrække borgere til kommunen ved at give potentielle tilflyttere mulighed for at prøve at bo i kommunen i en tidsbegrænset periode.
Hvilke tilflyttere
Der foreslås ikke indsat kriterier i lovgivningen for målgruppen af lejere. Det er hensigten, at målgruppen for udlejningen vil omfatte potentielle tilflyttere, som ønsker at prøve at bo i den pågældende kommune for derved at afklare, hvorvidt borgeren vil flytte permanent til kommunen.
Det vil bero på kommunalbestyrelsens konkrete vurdering, om en ansøger er en potentiel tilflytter.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere kunne fastsætte en ansøgningsordning og retningslinjer herfor.
Det bør fremgå af retningslinjerne for ansøgningsordningen, hvordan ansøgerne vil blive prioriteret, hvis det samlede antal boligsøgende, der opfylder betingelserne for at leje lejemålet, overstiger ordningens kapacitet. Der kan som eksempel oprettes en venteliste.
I det tilfælde, at der ikke er borgere, som ønsker at benytte sig af ordningen, og lejemålet derfor står tomt, kan kommunalbestyrelsen anvende lejemålet til andre kommunale formål, herunder efter kommunalfuldmagtsreglerne om overkapacitet.
Alle slags
Den foreslåede ordning vil bl.a. omfatte fast ejendom, som er erhvervet og istandsat med hjemmel i byfornyelsesloven, herunder fx med støtte fra puljen til landsbyfornyelse, såvel som anden fast ejendom erhvervet på andet grundlag.
Kommunalbestyrelsen vil også kunne anvende fast ejendom, som kommunalbestyrelsen lejer.
Lejemål omfattet af ordningen vil kunne være en villa, en lejlighed, et enkeltværelse eller fx et rækkehus. Herudover vil kommunalbestyrelsen kunne udleje møblerede lejemål.
Periode
Det foreslås, at lejemål omfattet af ordningen kan udlejes en periode på mindst 3 måneder og højst 12 måneder pr. lejeaftale.
Perioden for det enkelte lejeforhold skal være af en sådan længde, at beboeren får et reelt indtryk af dagligdagen i kommunen, således at beboeren herefter kan beslutte sig for, om denne vil flytte til kommunen.
Lejeperioden skal dog samtidig være forholdsvis kort, da tilbud om ophold i en længere periode vil have karakter af en permanet lejebolig, hvilket ikke er formålet med ordningen. Omvendt må lejeperioden ikke være så kort, at udlejningen kan sidestilles med udlejning af ferieboliger, da dette heller ikke er formålet med ordningen.
Ved kommunalbestyrelsens fastsættelse af lejeperiodens længde skal kommunalbestyrelsen foretage en vurdering på baggrund af den enkelte husstands sammensætning og jobmuligheder m.v.
Loft og sociale udfordringer
Såfremt kommunalbestyrelsen udlejer en bolig i en periode på 12 måneder, kan det være sværere for kommunalbestyrelsen at godtgøre, at udlejningen foretages for at tiltrække tilflyttere til kommunen.
Kommunalbestyrelsen kan ikke anvende ordningen til løsning af boligsociale opgaver i kommunen, da dette ikke er i overensstemmelse med ordningen formål om at tiltrække tilflyttere.
Få bosætningshuse
Det er en forudsætning, at der er et rimeligt forhold mellem den kommunale interesse og størrelsen af det kommunale engagement. Antallet af boliger kan derfor ikke overstige den kommunale interesse i at tiltrække nye borgere, da der ellers vil være tale om erhvervsmæssig udlejning, hvilket ikke er omfattet af bestemmelsen.
Det forudsættes, at der højst kan være ét bosætningshus pr. 1000 indbyggere.
Det overlades herudover til kommunalbestyrelsen at tilrettelægge, hvorvidt og hvordan ordningen skal anvendes.
Lejeloven og lejen
Lejelovens regler vil finde anvendelse på lejeforholdet, hvormed fx lejelovens regler om opsigelse, mangler samt fastsættelse og regulering af lejen vil gælde.
Det er hensigten, at lejemålene skal udlejes på markedsvilkår, samt at lejen skal anvendes til at dække omkostningerne for lejemålene.
Det er ikke hensigten, at lejemålene får karakter af boligudlejningsvirksomhed.
Kommunalbestyrelsen vil ikke kunne fastsætte en lav leje med henblik på at gøre lejemålene mere attraktive.
Kommunalbestyrelsen vil i overensstemmelse med lejeloven kunne fastsætte vilkår om eksempelvis rengøring, husdyr, depositum, vedligeholdelse, måling af varme, el og vand og vedrørende husets stand ved ind- og fraflytning.
Henset til ordningens formål og lejeperiodens varighed vil lejeloven om lejerens råderet og reglerne om brugsrettens overgang til andre i lejelovens ikke
finde anvendelse.
Lejerne vil således ikke kunne udføre nærmere fastsatte forbedringsarbejder m.v. i lejligheden mod godtgørelse for de afholdte udgifter ved fraflytning eller
kunne overlade brugsretten til lejemålet til andre, herunder fx ved fremleje af lejemålet eller ved at lade sin ægtefælle eller samlever fortsætte lejemålet i tilfælde af lejerens død.