Ærø må gerne bygge sine egne 2 færger og Transportministeren har nu også godkendt at de må bygges i aluminium. Begge dele skulle godkendes af Trafikstyrelsen.
Transportminister Thomas Danielsen skriver:
- Det bemærkes, at Ærø Kommune, har fået godkendt en ændringsanmodning af Trafikstyrelsen.
- Ændringsanmodningen vedrørte et ønske om at fravige det i projektbeskrivelsen indstillede standardfærgekoncept, samt et ønske om at bygge færgerne i aluminium, fremfor, som forudsat i den oprindelige projektbeskrivelse, i stål.
Ikke flere penge før i 2028
I 2021 fik Ærø Kommune tilsagn om 72 millioner kr i tilskud til de 2 nye el-færger der skal sejle mellem Ærøskøbing og Svendborg. Og der kom 7,5 millioner til den private Marstal-færge. Siden tilsagnet fra Transportministeriet er priserne steget kraftigt.
Det har fået Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer til at spørge "om regeringen gør sig overvejelser om at oprette en ny tilskudspulje i den kommende finanslov med det formål, at der påbegyndes og videreføres udskiftning af gamle udslidte færger.."
Til det svarer transportministeren:
- Det blev i 2021 besluttet at afsætte 200 millioner kr til omstilling af kommunalt drevne indenrigsfærger i Grøn Transportpulje II.
- Og yderligere 85 millioner kr til grøn omstilling af kommunalt og kommercielt drevne indenrigsfærger.
- Der er med Infrastrukturplan 2035 afsat en færgepulje på 100 millioner kr fra 2028. Puljen kan medfinansiere tekniske investeringer i lokale færgeruter som f.eks. udskiftning af motorer, større renoveringer samt udskiftning af tonnage (Læs: Færger).