Kommunalbestyrelsen har besluttet at Ærø selv skal bygge 2 elfærger til Ærøskøbing-Svendborg ruten.
Der har været 2 modeller i spil, efter staten i december 2021 besluttede at give 231 millioner i tilskud til byggeri af elfærger til ruter i Danmark:
* Standardfærgekonceptet
En færdig pakke, som det fælles kommunale Færgesekretariatet med Pension Danmark som finansieringskilde og Odense Marine Technology, OMT, som teknisk ledelse, stod bag.
* Eget design og byggeri
En model hvor kommunen selv får tegnet færgerne, skaffer finansiering og får færgerne bygget på et værft.
En lang række kommuner, som har mindre færgeruter, har valgt standard-modellen, da den er simpel selvom finanspakken er dyrere.
Hvorfor
Ærøs kommunalbestyrelse valgte at bygge selv, fremfor gennem en indkøbsaftale med Færgesekretariatets Standardfærgekoncept.
Det skyldes blandt andet, at kommunen kan opnå en fordelagtig finansiering igennem Kommunekredit.
Samtidig har det kommunale rederi Ærøfærgerne erfaring med nybygning af færger, da rederiet stod bag byggeriet af elfærgen Ellen i 2019, der sejler mellem Søby og Als.
En anden faktor er, at ved at gå selv, så kan kommunens rederi lettere give dele af byggeopgaverne til øens værft, Søby Værft, mens det ikke ville være muligt med standardfærgerne.
Erfaring
Projektleder Cecilie Larsen siger:
- Det giver god mening, at andre af Færgesekretariatets medlemskommuner har indgået samarbejde med Standardfærgekonsortiet, da det er nogle mindre organisationer, som kan drage stor nytte af fælles rådgivning, tilsyn osv.
- Hos Ærø Kommune har vi selv disse funktioner ved hånden, da vi har et større færgeselskab, og kan derfor få mere ud af, at gå vejen med
markedsvilkår.
Færgerne
Kommunalbestyrelsen besluttede også på sit møde den 13. december at færgerne skal bygges i det lette aluminium fremfor stål.
Kommunalbestyrelsen skriver:
* at ved at bygge færgerne i aluminium, kan der opnås økonomiske gevinster sammenlignet med stålfærger.
* I modsætning til reglerne for hurtigtgående færger, kræves der en dispensation for at bygge de nye tvillingefærger i aluminium.
Færgeprojektet kommer til at tage længere tid da den forventede tidshorisont for en dispensationsansøgning er 8 måneder.
Ærøs valg skal godkendes af Trafikstyrelsen, for at sikre de 72 millioner fra Transportministeriets grønne færgepulje.
Trafikstyrelsen gav oprindeligt pengene under forudsætning af, at Ærø valgte standard-løsningen. Derfor skal styrelsen godkende at det ændrede projekt falder inden for rammerne af Ærøs oprindelige ansøgning til færgepuljen.
- Jeg er meget glad for, at vi fik truffet en afgørelse, der betyder, at vi kan gå i udbud, og i løbet af en overskuelig årrække erstatte dieselfærgerne på den travle Svendborg-rute, siger borgmester Peter Hansted.
- De nye færger vil give besparelser på driftsomkostninger, og samtidig bliver færgerne et kæmpe skridt frem, i forhold til at nå vores mål på klimaområdet.