Der bliver nu sat skub i en trafikplan for Ærøs landsbyer og måske for Marstal og Ærøskøbing. Især fra Bregninges lokalråd har der de sidste 4-5 år været et pres for at få lavet vejbump eller andet der kan nedsætte farten.
På Ærø er vejene meget smalle. I både byer og landsbyer er der ikke afsat meget plads til fodgængere og cyklister langs vejene. Husenes placering i eller tæt på vejskel, gør, at det er svært at lave forbedringer der giver mere sikre forhold for de bløde trafikanter.
For landsbyerne gælder, at de fleste ligger som bånd langs landevejene. Vejen der går gennem landsbyen er dermed også øens hovedfærdselsåre.
I de landsbyer, der ikke ligger langs hovedlandevejen, som f.eks. Ommel, Kragnæs og Stokkeby, skal der stadig være plads til lastbiler kan komme igennem i forbindelse med varetransport, pakkelevering, renovation, brand + traktorer og andre landsbrugsmaskiner.
3 planer
Teknisk afdeling ser 3 mulige modeller, som skal udarbejdes af en trafikkonsulent:
Forslag 1. Lille model
Løsningsforslag for de trafikale problemstillinger i landsbyerne. Dette skal resultere i et virkemiddel-katalog, som kan danne grundlag for kommunalbestyrelsens beslutninger om fremtidige trafiktiltag i landsbyerne.
Forslag 2. Mellem model
Løsningsforslag for de trafikale problemstillinger i landsbyerne + Trappeskovvej og ved Søby. Dette skal resultere i et virkemiddel-katalog, som kan danne grundlag for kommunalbestyrelsens beslutninger om fremtidige trafiktiltag.
Forslag 3.
De trafikale problemstillinger på hele Ærø inklusiv Søby, Marstal og Ærøskøbing og landevejsstrækningerne. Udarbejder et katalog med løsningstiltag af de trafikale problemstillinger, samt en vurdering af hvilke tiltag der har størst effekt.
Teknisk Udvalg skal nu beslutte hvilken model der skal sættes i værk.