Hvor og hvilke tekniske anlæg og forsyning skal bygges de næste 12 år, herunder om solparken ved Rise skal genoplives. Det står på programmet når Debatoplægget om Tekniske anlæg og Forsyning sendes i 8 ugers høring her i sommerperioden.
Kommunalbestyrelsen skal den 16. juni godkende debatoplægget, som derefter skal i offentlig høring.
Den er en del af forslaget til Kommuneplan 2021-2033, som er delt i 3 områder, hvor den 1. om natur og landbrug er vedtaget i marts, mens den 2. som dækker energi, transport og klima nu skal ud i 8 ugers høring blandt Ærøs borgere.
Baggrund
I februar 2020 vedtog Kommunalbestyrelsen Planstrategi 2020, der lægger grundlaget for en 12-årig kommuneplan, som alle kommuner skal vedtage i 2020 eller 2021. Planstrategiens 3 temaer er:
- Landskab, natur og jordbrug 2021-2033. Ideer blev indkaldt i 2020 og den blev vedtaget i marts 2021.
- Tekniske anlæg, forsyning, transport og klima. Kommer i høring fra juli i 8 uger. Vedtages i oktober.
- Byer og landsbyer. Ideer blev indkaldt i 2020 og den kommer i høring forventeligt i august-september. Vedtages i november-december.
Hele Kommuneplanen skal helst vedtages af den nuværende kommunalbestyrelse, som forventeligt afløses omkring årsskiftet, når den nye kommunalbestyrelse er på plads.
Debatoplæg
Her er en kort gennemgang af debatoplægget om Tekniske Anlæg og Forsyning:
De tekniske anlæg er fx vindmøllerne ved Vejsnæs og Rise Mark, solfangeranlæggene ved Marstal og Rise. Det er også anlæg som Rise, Ærøskøbing og Marstal Fjernvarme
og rensningsanlæg og affaldsanlæg.
I Kommuneplan 2009 er der u-udnyttede rammer for vindmøller ved Olde og et biogasanlæg i Tranderup - skal de anvendes eller slettes. Den nye kommuneplan skal også se på om der er behov for højere vindmøller eller flere vindmøller ved Vejsnæs og Rise Mark.
Med flere elbiler på Ærø, skal der være steder, hvor bilerne kan blive ladet op. Hvis det skal være pladser med flere ladestandere kan det måske kræve en kommuneplanramme og bliver set som et teknisk anlæg hvor der skal trækkes tilstrækkelig strøm.
Genbrugsplads og biogasanlæg skal håndtere affaldet, men det skal også være muligt at transportere affald til og fra anlæggene, det skal sikres at mængden af affald kan håndteres inden for de eksisterende udlæg
Oversvømmelse
Planloven fastsætter af kommuneplanen skal indeholde en klimatilpasningsplan, der udpeger:
* områder på Ærø der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion.
* områder på Ærø der skal friholdes for byggeri eller hvor udnyttelse kræver sikring mod oversvømmelse.
Færger
Færgernes størrelse, alder, frekvens og drivmiddel reguleres ikke i kommuneplanen, men det gør inddragelse af arealer til veje, parkering og transformerstationer. Et eksempel er at Kommuneplan 2009 fastsætter, at der kan etableres en omfartsvej gennem Egehovedskoven for at skabe bedre adgang til Marstal havn for lastbiler.
Flyvepladsen
Ærøs flyveplads ligger i Gråsten Nor vest for Marstal. Ud over flyvepladsens betydning for øen, har området også betydning som naturbeskyttelsesområde. I kommuneplanarbejdet kan der tages stilling til, hvordan interesserne i området skal afvejes mod hinanden.
Busser
Ved næste udbud af busdriften på Ærø i august 2025 skal der ske en 100 % omstilling til el-busser. Det vil kræve ladestationer i Søby og i Marstal.
Person- og varetransport
Særligt i sommerhalvåret skal der transporteres mange mennesker og mange varer til gæsterne kan der opstå spidsbelastninger. Også i transportsektoren er der behov for en
grøn omstilling. Det kan fx være energi omdannet til brændstoffer eller transport med droner.
DK 2020
Ærø Kommune har tilsluttet sig det kommunale klimahandlingsprogram DK2020, hvilket betyder at der skal laves en handlingsplan for Ærø her i 2021-22. Planen skal fastlægge hvordan kommunen opnår 0-udledning af drivhusgasser og andre klimamål senest i 2050. Det samme gælder for Fyn 2030, der er en fælles fynsk grøn vision. Der kan komme tiltag der kræver indarbejdelse i kommuneplanen.
Fagturisme
Ærøs mangeårige erfaring med vedvarende energi tiltrækker mange særligt interesserede turister. Der skal ses på hvordan den udvides fx med et besøgscenter.
Opbevaring af energi
Opbevaring af energi i fx batteribanker, i fjernvarmens damlager, ved konvertering til andre former, fx brint skal vurderes.
Vedvarende Energi på Ærø
I Visionsplanen for vedvarende energi på Ærø er aftalt:
* at Ærø er CO2 -neutral i 2025 og selvforsynende med vedvarende energi.
* at Ærøs transport- og varmesektor er fossilfri i 2030.
I marts 2021 udskød kommunalbestyrelsen lokalplanen for solanlægget i Thorup ved Rise - kommer ikke op før efter kommunalvalget.
Klimatilpasning, kystsikring og regnvand
Ærø Kommune vedtog sin første klimatilpasningsplan i 2014. Den er en del af den nye kommuneplan. Regnvand skal håndteres så det gavner både mennesker, dyr og planter samt vandløb og våde arealer.
Kystsikring
Kommuneplanen regulerer som udgangspunkt kun forhold, der ligger inden for kommunegrænsen. Kystsikring reguleres normalt ikke i kommuneplanen, da den kun regulerer forhold, der ligger inden for kommunegrænsen - og havet tilhører staten. Gennem klimatilpasningsplanen kan kommuneplanen pege på og prioritere de steder, hvor der er størst behov for kystsikring.
Håndtering af affald og spildevand
Alle kommunens affaldsanlæg er samlet i Husmarken ved Tranderup, og der er ikke umiddelbart behov for at udvide. Som følge af den nye lovgivning om en grøn affaldssektor skal der bygges mindre sortereringsstationer for husholdningsaffald i Ærøskøbing, Marstal og på Birkholm.
Spildevand håndteres i kommunens spildevandsplan. Overlappet med kommuneplanen er primært omkring hvordan ekstrem-regn håndteres, så spildevandet så vidt muligt ikke skylles ud på land og hav.