Fra den 1. marts er der amerikanske ejere af XL Byg i Marstal, efter konkurrencemyndighederne har godkendt Starks overtagelse, men til sommer bliver der engelske ejere når CVC Capital køber Stark-gruppen.
Efter 1 års undersøgelser får Stark nu lov til at overtage 4 byggemarkeder i Svendborg, Ærø og Langeland fra familien Schultz, som ejer de 4 byggemarkeder gennem Ulbølle Cementvarefabrik og Byggematerialer, der er ejet af Christina Schultz med 15 %, Anders Schultz med 15 % og Jens Peder Schultz med 70 %.
Indledningsvist var Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen betænkelig ved fusionen, fordi den muligvis ville skade kunderne.
Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:
- Selv om en fusion ikke har stor betydning for konkurrencen på landsplan, så kan den stadig have meget store lokale effekter. Før vi kunne godkende Stark Danmarks fusion med Jens Schultz, var det i høj grad relevant at undersøge de mulige lokale effekter, blandt andet fordi en del byggematerialer købes lokalt.
- Oprindelig havde vi betænkeligheder om, at fusionen kunne føre til højere priser og ringere service, fordi Stark Danmark overtager en stor aktør på Sydfyn og øerne.
Vores undersøgelser har dog vist, at flere forhold modvirker det, blandt andet muligheden for, at nye aktører kommer ind på markedet i lokalområdet:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser har vist, at Stark Danmark og Jens Schultz i dag lægger et ikke ubetydeligt konkurrencepres på hinanden inden for salg af byggematerialer i Svendborg og Rudkøbing. Det konkurrencepres vil forsvinde med fusionen.
Ærø er ikke med i undersøgelsen, da XL allerede har monopol og det vil ikke ændre sig når Stark overtager.
Omvendt er der flere konkrete forhold, som modvirker Stark Danmarks mulighed for - og incitament til - efter fusionen at hæve priserne og forringe servicen. Blandt andet har undersøgelser vist, at den potentielle konkurrence vil være tilstrækkelig til at imødegå de mulige konkurrencebegrænsende virkninger af fusionen.
Baggrund Jens Schultz
i 2019 havde XL Byg Jens Schultz en omsætning på 276 millioner kr, og på bundlinjen var der et overskud på 6 millioner kr. Egenkapitalen er på 52 milioner.
I de 5 år fra 2015-2019 leverede selskabet samlet et overskud på 23 millioner kr.
Trælasthandlen i Marstal blev overtaget af XL Byg Jens Schultz den 1. januar 2016.
XL-BYG er et frivilligt kædesamarbejde med mere end 100 byggemarkeder fordelt over hele Danmark.
Baggrund CVC Capital
CVC Capital er en engelsk kapitalfond, som i 25 år havde sommerhus-Ærøboen Hardy McLain som managing partner.
Hardy er gift med danske Helle, og de er nære venner af Moloney-familien i Den Gamle Købmandsgaard.
Baggrund Stark
Stark Danmark beskæftiger 2.500 medarbejdere og er en del af Stark Group, der ejes af den amerikanske kapitalfond Lone Star. CVC Capital har nu købt Stark med overtagelse i 2. kvartal 2021.
Stark startede oprindeligt som Aarhus Trælasthandel og blev senere til Danske Trælast, men skiftede i 2006 navn til DT Group. CVC Capital Partners ejede DT Group i perioden 2003–06. Stark har hovedkvarter på Frederiksberg i København og har også aktiviteter i resten af Norden og Grønland.
Baggrund fusioner
Konkurrencemyndighederne skal godkende alle fusioner hvor mindst en af de deltagende virksomheder har en årlig omsætning på over 100 millioner kr, og den fusionerede virksomhed får en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 900 millioner kr.
Trælasthandel på Ærø
Ærø fik sin første tømmerhandel i 1897 da Ærøskøbing Trælastforretning belv grundlagt.