Det største byggeri i 441 år på Ærø bliver nu en realitet: Der er kommet tilsagn om tilskud til byggeri af 38 boliger i Ærøskøbing og Marstal. Tilskuddet vil udgøre 15 millioner kr, som gives af staten, for at øge antallet lejeboliger på øer.
Kontakt
Det Ærøske Boligselskab
Forretningsfører Lars Andersen
la@daeb.dk
- Kommunen har her i juli fået tilsagn om 405.000 kr i byggetilskud per bolig til 38 boliger, siger direktør Lars Andersen fra Det Ærøske Boligselskab.
- Hvis planerne realiseres vil tilskuddet udgøre mere end halvdelen af hvad alle landets øer har fået i Ø-tilskud, hvor der var afsat tilskud til 75 boliger. Ærø har været heldige med timingen af lokalplan og byggeprojekter både for de 36 boliger i det sydlige Marstal på Ellenet og for 5 ekstra boliger ved ombygningen af plejehjemmet Gilleballehus i Ærøskøbing.
- Så at få tilskud til 38 boliger ud af de ansøgte 41 boliger må nok betegnes som et lykketræf.
- Vi må selv vælge hvor vi vil anvende tilskuddene, men umiddelbart skal de nok 5 gange 405.000 kr bruges i Ærøskøbing, da dette projekt nok får den strammeste økonomi.
Gilleballehus i Ærøskøbing ejes af Det Ærøske Boligselskab og kommunen i forening.
Udstrakt byggeri
For øjeblikket afventes afgørelsen om de seneste klager over byggeriet i Marstal , og når denne afklaring foreligger skal bestyrelsen for boligselskabet tage stilling til, hvor mange boliger der skal bygges. Byggeriet på Gilleballehus skal afklares med Landsbyggefonden i løbet af efteråret 2021.
Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde den 16. juni, at opfordre Det Ærøske Boligselskab, DÆB, til at etablere boligbyggeriet ved Ellenet-vejen i etaper.
- Vi vil forsøge at strække byggeriet ud for at gøre det muligt for Ærøs håndværkere at deltage mest muligt i byggeriet.
Den samlede byggesum for de 41 boliger, hvoraf 38 kan opnå tilskud, er i niveauet 75 millioner kr.
Baggrund
Indenrigs- og Boligministeriet har indført et Ø-tilskud, fordi der er meget få lejeboliger på de mindre øer. Det forhindrer, at potentielle tilflyttere kan teste ø-livet af, før de binder sig med et boligkøb.
Der er kun afsat 29 millioner til disse Ø-tilskud, og det er dem der søger først der får tilskud.
De første Ø-projekter er allerede gået til etablering af 8 almene familieboliger på Læsø og 6 almene familieboliger på Orø ved Holbæk og det tager 6 millioner af puljen.
Med en støtte til boliger på fx Ærø udmønter Indenrigs- og Boligministeriet den del af Folketingets Grøn Boligaftale, der retter sig mod småøer og de 4 ø-kommuner Fanø, Læsø, Samsø og Ærø.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2021 og løber frem til 2026, men den kvote er allerede opbrugt på 6 måneder, ifølge Lars Andersen.
Bekendtgørelsen fra december 2020 indeholder:
• Engangstilskud til etablering af almene boliger beliggende på øer (Læs: Det er her Ærø har fået det store tislkud).
• Tilskud til nedsættelse af huslejen med 20.200 kr årligt per bolig på småøer.
• Overskridelse af maksimumsbeløbet for byggeri af almene boliger på småøer.
Småøer er ikke-landfaste øer med under 1.200 beboere:
Agersø, Anholt, Askø, Avernakø, Barsø, Birkholm (Ærø), Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø og Aarø.
Største byggeri
Det største byggeri på Ærø var opførelsen af herregaarden Søbygaard i 1580. Det nuværende hospital i Ærøskøbing var et mindre byggeprojekt: Ærøskøbing Amts og Bys Sygehus blev indviet i 1891 med plads til 16 patienter, 1 læge, 1 sygeplejerske og 1 tjenestepige.