Folketinget har besluttet at droppe Ommel og 16 andre, som var udvalgt til at blive Frilandsbyer. Tanken var, at landsbyerne skulle få nye muligheder for at udvikle sig, og ikke blive begrænset af de mange snærende regler, som ofte er indført for at styre storbyerne.
Men der er slet ikke de problemer ....
By- og Landministeriet skriver "at projekterne i betydelig grad kan realiseres, uden at der er behov for ny lovgivning. Der er således allerede i den nuværende lovgivning en række muligheder for, at landsbyerne og øernes projekter kan realiseres gennem konkrete dispensationer eller ø-udviklingsplaner."
Istedet skal de "17 projekter rådgives om mulighederne for at realisere projekterne, frem for at etablere ny lovgivning om frilandsbyer og -øer."
Derfor droppes Frilandsbyerne, som var en del af Folketingets aftale om Mere Liv i Bymidter og Landdistrikter fra november 2021.
Efter beslutningen af ordningen med Frilandsbyer søgte 39 landsbyer og små øer om at blive udvalgt. Det endte med, at der blev udpeget 17 landsbyer, herunder Ommel.
Planen var så, at der skulle fremsættes et Frilandsby-lovforslag til Folketinget i starten af 2024 og med virkning fra den 1. juli.
Det er nu helt droppet, selvom den daværende minister for Landdistrikter Louise Schack Elholm sagde:
-Jeg er meget opmærksom på, at landsbyerne og småøerne oplever, at dele af lovgivningen er en barriere for udviklingen af deres landsbyer eller øer. Derfor er det vigtigt, at vi nu kan gå videre med 17 landsbyer og øer for at kvalificere deres ønsker om lovfritagelser.
Den nuværende Udkantsminister Martin Dahlin skriver: "Projektholderne fra de 17 landsbyer og øer modtog inden 1. marts 2024 individuelle breve med vurdering af deres lovfritagelsesønsker og vejledning til, hvordan de kan forsøge at arbejde videre med deres projekt."
Ommels (bristede) drømme
For Ommel ville en status som Frilandsby betyde, at de forhindringer, der har været for en ny mole og andre væsentlige projekter, muligvis ville blive fjernet. Her er projekterne:
Projekt 1: Sandfangermole og gæstebro
De 2 havne Strandbyen og Kleven er et betydeligt aktiv for tilflyttere og turister. Derfor ønsker beboerne som forsøg at etablere en mole og en broforlængelse.
Sandfangermolen etableres ved Strandbyen Havn, som er stærkt udfordret med tilsanding og materialevandring. Tang fra havbunden skyller i land og driver ved højvande langs kysten og lægger sig i havnehullet.
En mole vil stoppe materialevandringen til havnehullet og i stedet lede det videre langs kysten.
Kleven Havn har derudover brug for at forlænge en gæstebro, så flere dybtgående gæstesejlere kan lægge til.
Der er kommet afslag fra Kystdirektorat og Miljøstyrelsen, som kommer (næsten) per automatik.
Projekt 2: Testcenter for energifællesskab
Borgerne i Ommel ønsker at indgå i Ærøs kommende borger-energifællesskab som testcenter. Ommel vil etablere en fælles batteriløsning til såvel eksisterende som kommende ejere af solcelleanlæg i lokalområdet.
Ønsket er, at energifællesskabet kan agere som en samlet ”fælles forbruger” for, at den lokale elproduktion udnyttes mest optimalt, så strømmen der produceres i Ommel bruges direkte i Ommel.
Lovgivningen blokerer for øjeblikket for, at et lokalt energifællesskab kan optræde som en samlet forbruger på vegne af deres medlemmer.
Projekt 3: Hastighedsdæmpning
Der er mange gående i Ommel, også børn, men ingen fortove. Byens mange krogede veje og sving uden udsyn betyder, at
Ommel ønsker en generel hastighedsdæmpning til 40 km/t i selve byen og 60 km/t på indfaldsvejene.
For at skåne husene, der ligger tæt på vejen, ønskes hastighedsdæmpningen foretaget uden etablering af bump eller chikaner.
Bekendtgørelsen om lokale hastigheder § 6 forhindrer, at sænkelse af hastighed kan ske uden hastighedsdæmpende foranstaltninger.
Ministerforklaring
Ministeren for UdkantsDanmark Morten Dahlin skriver:
"Projekterne for frilandsbyer og -øer er ikke sat i bero. En nærmere gennemgang af projekterne viser, at projekterne i betydelig grad kan realiseres, uden at der er behov for ny lovgivning.
Der er allerede i den nuværende lovgivning en række muligheder for, at landsbyerne og øernes projekter kan realiseres gennem konkrete dispensationer eller ø-udviklingsplaner.
Derudover vil jeg tage flere af ønskerne med videre ind i en generel drøftelse af sikre gode rammer og vilkår i landdistrikterne og på øerne."
De engang udvalgte
Her er de 17 landsbyer og småøer, der skulle frisættes:
1. Fjedsted-Harndrup (Middelfart)
2. Venø (Struer)
3. Ommel (Ærø)
4. Stadil-Vedersø (Ringkøbing-Skjern)
5. Østdjurs (Syddjurs)
6. Aarø (Haderslev)
7. Fejø (Lolland)
8. Tuse Næs (Holbæk)
9. Ljørslev-Ørding (Morsø)
10. Thise (Skive)
11. Vilsundby (Thisted og Morsø)
12. Omø (Slagelse)
13. Anholt (Norddjurs)
14. Gjerrild (Norddjurs)
15. Mellerup (Randers)
16. Fur (Skive)
17. Thorsminde (Holstebro)