Rodet omkring boliger i Ærøskøbing fortsætter: Planklagenævnet har nu godkendt, at den vestlige del af det gamle Ærøskøbing kan bruges til fritidsboliger - eller helårsboliger. Til gengæld er resten af byen udlagt til butikker, restaurant og hotel - boliger er ikke tilladt.
Planklagenævnet er sat i verden til at tjekke, at de love som vedtages er præcise og korrekte.
Og det er de ikke i Ærøskøbing: Den tekniske forvaltning kom i årevis til at skrive hvad den selv syntes, men havde ikke styr på lovene, herunder lokalplanerne - for Ærø generelt - og specifikt for Ærøskøbing, som er et turistmekka.
Det betød i sidste ende, at teknikdirektøren blev bedt om at gå i foråret 2022 - hun er nu genansat i en menig stilling og med ansvar for samme område.
Dårlig servering
En forvaltning skal sørge for, at lovgrundlaget er i orden når det serveres for politikerne, men det har det ikke været og derfor har politikerne uforvarende vedtaget lokalplaner og regler, som modsiger hinanden, eller siger noget helt forkert:
Da lokalplanen for det gamle Ærøskøbing blev vedtaget i 2016 var der ingen politiker der vidste, at de vedtog, at det gamle Ærøskøbing var et nej til boliger, dog undtaget den vestlige del.
Og ej heller, at begrebet boliger omfatter både helårsboliger og fritidsboliger.
Planklagenævnet skriver om det vestlige gamle Ærøskøbing:
"Lokalplanen fastsætter således, at området må anvendes til boligformål, og der stilles ikke i lokalplanen krav om, at boliger i området kun må anvendes til helårsbeboelse. Planklagenævnet finder derfor, at lokalplanen – og dermed planloven – ikke er til hinder for, at ejendommen anvendes som feriebolig."
I resten af Ærøskøbing afviser Planklagenævnet, at husejerne kan have tilladelse til fritidsbolig, for området er, ved en fejl i forvaltningen, beskrevet som udelukkende til butik, hotel og restaurant.
Fejlen i lokalplanen er ikke ond vilje, men netop en fejl, men Planklagenævnet er ikke sat i verden til at mene eller syntes, nævnet skal afgøre hvad der står i paragrafferne.
Og nævnet er højeste myndighed og afgørelser kan ikke ankes.
Problematisk vedtagelse
Kommunalbestyrelsen har vedtaget ,at "slå en streg i sandet" og give lov til, at dem der bruger husene til fritidsbolig for øjeblikket godkendes, mens dem der bruger husene til helårsbrug fortsat er forpligtet til det.
MEN.
Problemet er, at en kommunalbestyrelse ikke kan vedtage noget der er i modstrid med Planloven, og i den står, at en vedtaget lokalplan er lov. Også selvom den er fejlbehæftet, altså at der står noget uberegnet eller der er glemt noget.
Gordisk knude
- Problemet er, at kommunalbestyrelsens vedtagelse om at give lov til status quo, slet ikke er lovlig. For man kan ikke vedtage at overrule en lov (Læs: Lokalplan), selvom det kan være nok så rimeligt, siger Ærø Dagblads chefredaktør, Carsten Lehrskov Schmidt, der i 20 år har skrevet om planlove og lokalplaner - og udarbejdet udkast til lokalplaner.
- Kommunens advokat Codex skriver ganske korrekt i deres nye notat, at kommunen ikke kan give generelt lov til fritidsboliger - selvom mellem 30-50 % af Ærøskøbings gamle bydel bruges som fritidsboliger. For i henhold til Planloven kan der ikke udlægges sommerhusområder, fordi en kommunalbestyrelse ønsker det. Og det vil reelt være hvad der sker, hvis kommunen "slog en streg i sandet" og gav lov til den eksisterende brug.
- Hvis Ærø Kommune vedtager en "amnesti" vil det medføre en efterfølgende blokering fra statens side.
- Codex foreslår, at man prøver at få løst problemet ved at give flex-bolig-tilladelser, men fremfører også, at sådanne personlige tilladelser godt kan give problemer, når det er en halv by der får dem.
FOR.
- Staten bryder sig naturligvis ikke om, at man omgår lovene ved lidt for kreativ anvendelse af muligheder.
- Der er reelt ingen nem udvej i dette. Første step er dog, at lokalplanerne bliver gjort "lovlige", altså at der udtrykkeligt står i de relevante paragraffer, at husene skal være helårsboliger og at boliger er tilladte i hele det gamle Ærøskøbing. Det forventes at komme på plads i år.
Alernativt at der blot skrives ordet boliger ind i lokalplanen, for så dækker det både frtidsboliger og helårsboliger, og dermd accepterer tingenes tilstand, at Ærøskøbing primært er en ferie- og weekendby.
Flexbolig
- Næste step bliver så, at give en flexboligtilladelse til de 28 boligejere i Ærøskøbing, der blev anmeldt af kommunalbestyrelsesmedlemmet Jens Weiss, som kommer fra Marstal.
- Man kan ryste lidt på hovedet af denne optrapning af konflikten mellem Ærøskøbing og Marstal, for Marstal har lovlige regler om krav om helårsbolig, men 25 % af byen anvendes til ferieboliger. Men her er der ikke sket anmeldelse.
- Så hvis regler og love skal holdes, så har Ærø Kommune sådan cirka 4-500 husejere der skulle jages - og ingen - absolut ingen - har interesse i det.
- Løsningen er nok, at der skal lægges låg på, for det er en juridsk rodebutik, som kan give genvordigheder og retssager i årtier.
Det skal bemærkes at når der kommer en ny lokalplan for et område, så kan eksisterende brug bevares (hvis den var lovlig før den seneste lokalplan i 2016).