I sidste undersøgelse fra 2017, var folk bosat på Ærø blandt de mest usunde.
Kontakt
Peter Lund Kristensen
plkristensen@rsyd.dk
Siden 2010 har der med 3-4 års mellemrum været udsendt nationale sundhedsundersøgelser i form af spørgeskemaer til borgerne, under overskriften "Hvordan har du det?".
5. februar fik 66.000 borgere i Region Syddanmark i alderen 16 år og op en digital eller papirbaseret spørgeskemaundersøgelse. I alt har 300.000 i hele Danmark fået den ind ad den digitale eller fysiske brevsprække. Man har til 12 maj til at besvare spørgeskemaet, som er baseret på ens personlige sundhed og mentale trivsel.
2500 ærøboere har fået indkaldelse til spørgeskemaet i år, og lidt over halvdelen har svaret på undersøgelsen, ifølge lektor Peter Lund Kristensen, fra Tværsektorialt Samarbejde i Region Syddanmark.
-Sidste opgørelse blev foretaget den 23. april, og her var svarprocenten 58,1 %. Vi regner med, at den endelige svarprocent vil vokse lidt mere og lande på samme niveau, som i 2017-undersøgelsen, fortæller Peter Lund Kristensen.
Der blev også sendt 2500 spørgeskemaer i 2017 til ærøboerne, hvoraf 1.688 personer besvarede undersøgelsen. (67.5%)
De nye resultater fra 2021 bliver samlet på hjemmesiden Danskernes Sundhed, og bliver tilgængelige til marts 2022.
Hvordan har ærøboerne det? Resultater fra forrige undersøgelse i 2017.
Resultaterne fra årets undersøgelse er af gode grunde ikke tilgængelige endnu, men er værd at se frem til med en ærøsk synsvinkel. Ved sidste undersøgelse i 2017, så tallene nemlig triste ud for Ærø Kommune, og der var flere punkter hvor ærøboerne enten var de mest usunde, eller var blevet mere usunde siden de forrige undersøgelser. Tallene herunder er sammenholdt med tal fra Region Syddanmarks 22 kommuner, fra samme år.
-Dårligt fysisk helbred: 16,4% (næstdårligste, efter Langeland. Steget fra 13.2% i 2010. Gennemsnit for regionen: 13.4%)
-Moderat eller svær overvægt (BMI over 25): 56.2% (steget fra 52.3% i 2010. Gennemsnit for regionen: 54.8%,)
-Overskrider Sundhedsstyrelsens anbefalinger for alkohol: 11.1% (Højeste tal i Region Syddanmark. Gennemsnit for regionen: 6.1%)
-Tegn på problematisk alkoholforbrug: 21%. (Højeste tal i Region Syddanmark. Gennemsnit for regionen: 12.9%)
-Daglig rygning: 23.2% (Næstflest rygere efter Langeland. Gennemsnit for regionen: 18.5%. Dog faldet fra 26.3% i 2010.)
-Storrygning (flere end 15 cigaretter om dagen): 12.7%. (Højeste tal i Region Syddanmark. Gennemsnit for regionen: 9.2%)
-Andel ikke-dagligrygere, der er udsat for passiv rygning mindst 1⁄2 time om dagen: 11.2%. (Højeste tal i Region Syddanmark. Gennemsnit for regionen: 7.1%)
-Opfylder ikke WHO’s minimumsanbefaling for fysisk aktivitet: 34.8% (Næsthøjeste tal i Region Syddanmark, efter Langeland. Gennemsnit for regionen: 31.7%)
-Moderat eller hård fysisk aktivitet i fritiden (styrketræning, sport, løb, osv.) 18.6%: (Laveste tal ai Region Syddanmark. Gennemsnit for regionen: 24.7%)
-Antal borgere med leddegigt: 11.5% (højeste tal i Region Syddanmark. Gennemsnit for regionen: 7.6%)
-Vurderer egen/familiens økonomiske situation som dårlig eller meget dårlig: 10% (højeste tal i Region Syddanmark. Gennemsnit for regionen: 7.8%)
Baggrund
Undersøgelsen "Hvordan har du det?" er den største nationale sundhedsundersøgelse i Danmark. Baggrunden for undersøgelsen er en aftale mellem Danske Regioner, KL, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse samt Finansministeriet fra 2009. Den seneste sundhedsprofilundersøgelse i Region Syddanmark blev gennemført i februar-april 2017. Undersøgelsen er også gennemført i 2010 og 2013.
Resultater af Hvordan har du det 2017 (Åbner download af PDF-dokument)