Stifteren af en af verdens største kapitalfonde med virksomheder for 1.000 milliarder kr er Hardy McLain, som sammen med sin danske kone Helle bor på Ommelshoved, når de er i Danmark. Herhjemme er det kun blevet til et 45 % ejerskab af Den Gamle Købmandsgård i Ærøskøbing.
McLain er gode venner med Moloney, som ejer 55 % af Købmandsgården, der huser café, butik, bryllupslokaler og Ærø Whisky.
Familien McLain består af ægteparret Hardy på 71 år, Helle på 63 år og 6 voksne børn, hvoraf en del er tilknyttet den velgørende fond McLain Foundation.
Familiens milliardformue stammer fra stiftelsen af kapitalfonden i CVC, som Hardy McLain sammen med 2 andre stiftede i 1981, først som en del af den amerikanske storbank Citicorp. I 1993 købte de fonden fri. På Ærø er fonden mest kendt for sit ejerskab af byggemarkedet Stark i Marstal.
I 2012 lod McLain sig pensionere fra fonden og har siden koncentreret sig om bestyrelsesposter - på Ærø er han formand for Aeroe GKG ApS (Læs: den Gamle Købmandsgård).
Hovedsædet for familien er i London, men oprindeligt kommer Hardy McLain fra USA, hvor han er uddannet i økonomi og offentlig forvaltning fra Duke University i North Carolina og har en MBA i finans og marketing fra University of California.
Hardy McLain støttede kampagnen for Englands udmeldelse af EU og er desuden en langvarig økonomisk støtte i millionklassen af de Konservative i England. Der er dog ikke faldet noget af til Konservative på Ærø, der har Marstal som hovedsæde - et langt stenkast fra Ommelshoved.
Udover investering i Købmandsgården og i det imposante sommerhus i Ommelshoved er der for øjeblikket ikke andre investeringer på Ærø.