Når Netto bygger 1.200 kvm i Marstal skal der lægges en dug ned mod olieforureningen. Hvis Netto vælger at køre den forurenede jord bort vil det koste maksimalt 3 millioner kr.
Byggeriet af Netto i Marstal vil koste 20-25 millioner kr inklusiv jordbehandling, så det er trods alt ikke de store omkostninger når der forventes en omsætning i Marstal-Netto på omkring 35 millioner om året - og der tjenes da lidt på at drive supermarkeder.
Ingen problemer
Nu om dage renser man ikke forurenede grunde op med mindre drikkevandet trues - der er for meget forurenet jord i Danmark. Den opgravede jord vil typisk blive lagt i en jordvold ind mod naboerne - ligesom det skete hos Brugsen i Søby.
Netto-grunden udgør ingen risiko, konkluderer en ingeniørrapport om Marstal og drikkevandet:
Cowi skriver: "De kortlagte lokaliteter udgør ikke en risiko for områdets grundvandsressource og almene vandindvindinger."
Årsagen er, at en eventuelt forurening løber mod øst ud i havet, hvor det er betydningsløst for drikkevandet.
Det betyder også, at det ikke vil være nødvendigt at rense Netto-grunden op i større omfang.
Anvendelse
Ifølge den statslige boringsdatabase Jupiter, har Marstal Vandværk indvundet drikkevand i mere end 40 år, uden at det har medført, at der er sket forureningsspredning fra gamle aktiviteter.
Området er tidligere blevet undersøgt af ingeniørfirmaet Niras. COWIs nye undersøgelse giver ikke anledning til at ændre på det eksisterende risikobillede, der viser at aktiviteterne på havneområdet ikke udgør en risiko for vigtig grundvand i Marstal.
På havnen og i den gamle bydel har der været:
* Losseplads frem til 1971, Østersøvejens Losseplads, med dagrenovation og myremalm fra Marstal Gasværk.
* Bygning og reparation af både.
* Klargøringsplads for lystbåde før og efter 2005, hvor krav til de mange afslibninger fra bådene blev skærpet.
* Tjæring af garn i barkgryde og stejlepladser fra cirka 1925 til 70'erne.
* Autoværksted fra 1971-99 med salg af benzin.
* Skibsværft siden fra før 1900, Marstal Værft med vaskeplads, olieudskiller, sandblæsning, maling/lakering, motorreparationer, spildolietanke og flydedok.
* Skibsbyggeri – træskibe fra før 1978 og efter 2005.
Udover ovenstående har Marstal Havn haft andre typiske havneaktiviteter. Derudover er der fyldt forurenet jord i ahvnen når arealer skulle udvides.
Magasinerne
Der er 3 vandmagasiner i Marstal-området, men de er usikkert afgrænsede, da lagene er foldet og skubbet op i flager. Men for alle 3 magasiner gælder, at vandet løber mod øst, og dermed sker der ikke forurening fra by og havn.
Rapporten
Rapporten hedder Havnepladsen og Havnegade, Marstal, Vurdering af Offentlig Indsats overfor Grundvandsressourcen. Cowi, Januar 2022.
Netto-grunden
Ifølge Miljøministeriets Ærø-rapport Kortlægning af Grundvand, er der ingen grund til bekymring for grundvandet omkring Netto-grunden, så der vil ikke være nogen faglig grund til at kræve oprensning når Netto skal bygge.
Ved byggearbejderne på Netto-grunden vil entreprenøren søge en paragraf 8-tilladelse. Her skal entreprenøren fremlægge sin plan for hvordan det sikres at forurening i jorden ikke kan dampe op i den nye bygning - det sker normalt ved hjælp af en metalforstærket plastik-dug.
Baggrund
Netto-grunden er en såkaldt V2-grund, hvilet betyder at Region Syddanmark har kortlagt grunden som forurenet.
Jordforureningsloven stiller i paragraf 72 krav om, at ved nybyggerier til boliger og børnehaver skal det øverste jordlag på 50 cm være rent, eller der skal lægges fliser eller asfalt.
MEN.
Nettogrunden skal bruges til butik og parkering, så det er ikke-følsom anvendelse.
Så Netto står ikke foran større udfordringer rent byggemæssigt.
Se rapporten om membraner mod forurening i bygninger HER. Og Bekendtgørelsen om forurenet jord HER.