Bestyrelsesformand Søren Andersen er trådt ind som midlertidig direktør for Søby Værft fra den 1. maj 2021, mens der søges efter ny chef for Ærøs største arbejdsplads. Værftet har haft underskud i en årrække, så direktøren skal skabe ny energi og omsætning.
- I perioden fra Roar Falkenbergs fratrædelse og til den nye direktør tiltræder, vil jeg være direktør, siger bestyrelsesformand Søren Andersen.
Søren Andersen har 30 års erfaring indenfor skibsfart. Udover at være bestyrelsesformand for Søby Værft gennem 17 år, er han også medejer af rederiet Otto Danielsen og bestyrelsesformand i rederiet J. Poulsen Shipping i Korsør.
Udover en direktør søger Søby Værft 1 sælger og 5 nye medarbejdere til motorafdelingen.
Tidsplan
Direktøren for Søby værft forventes at tiltræde til september. En realistisk tidsplan er:
* Marts-april: Ansøgninger.
* Maj-juni: Jobsamtaler og godekendelse af kandidat i bestyrelsen.
* Juli-august: Direktøremnets opsigelsesperiode i nuværende job.
* September: Tiltrædelse.
Ejerskab og økonomi
Søby Værft er ejet af Søby Værfts Fond.
Værftet har haft mindre tab og overskud de sidste 10 år:
2019 et underskud på 1 million.
2018 et underskud på 12 millioner.
2017 et overskud på 2 millioner.
2016 et underskud på 6 millioner.
Egenkapitalen er halveret fra 36 millioner i 2015 til 19 milllioner den 1. januar 2020. Der vil, på grund af corona, også være underskud sidste år.