Der bliver ikke bygget 25 sommerhuse i Jørbæk i det sydlige Søby, hvis ikke værftet nedsætter sin støjgrænse eller der anlægges en støjvold.
Da Ærø i 2019 søgte Erhvervsministeriet om tilladelse til at udlægge et 51.000 kvm landbrugsområde til et nyt sommerhus-område i Søby, glemte den daværende tekniske forvaltning at undersøge, om støjen fra Søby Værft ville stå i vejen for en lokalplan og dermed byggetilladelse.
Da forslaget til lokalplan kom 3 år efter i marts 2022 blev kommunen gjort opmærksom på, at der slet ikke måtte bygges sommerhuse på grunden fordi støjniveauet fra værftet overskred Miljøstyrelsens og Planlovens bestemmelser.
Derfor blev "Lokalplan 19-14 - For et sommerhusområde på Jørbæksvej" ikke sendt i høring og processen stoppet.
Grunden er landbrugsjord og ejes af Jan Mosegårds, som har indgået en købsaftale med Ole Steen og Helle Kannaris fra Ommel. Det er parret der står for udviklingen og forhandlingerne med kommunen.
Hvem skal betale
I det seneste års tid har Ærø Kommune forsøgt at finde en løsning på misæren. Der er flere modeller for en løsning:
Støjgrænse
Søby Værft kan nedsætte sin støjgrænse-tilladelse, og dermed vil den potentielle larm være mindre og sommerhusene kan derfor bygges indenfor lovens rammer.
Værftet larmer ikke så meget som støjgrænsen giver tilladelse til, men hvis værftet nedsætter sin støjgrænse, får værftet aldrig lov til at sætte støjniveauet op igen, såfremt det en gang i fremtiden fik behov for det. Så det er værftet ikke specielt interesseret i.
Støjvold
Et alternativ kunne være en støjvold, for i Planlovens paragraf 15 står der, at man kan lave "afskærmningsforanstaltninger såsom... støjvold, ... som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse eller ændret anvendelse af et ubebygget areal (Læs: Landbrugsjord til sommerhusjord).
Men hvem skal betale for den støjvold. Er det værftet, som ikke har nogen interesse i sommerhus-projektet. Er det kommunen, der har lavet fejlen, da man søgte Erhvervsministeriet om sommerhusområdet og ikke opdagede problemet i planprocessen. Eller er det Kanaris-Steen-parret der udvikler projektet eller er det jordejeren Jan Mosegårds. Eller skal alle eller nogen bidrage til støjvolds-løsningen. Og hvor skal støjvolden ligge.
Nye regler
En 3. mulighed er, at vente på at Planloven endnu en gang bliver tilpasset virkeligheden - der er stor forståelse i Folketinget for at Planloven skal gøres mere smidig, for den stopper udviklingen i UdkantsDanmark og ikke mindst i kystområderne: Planloven kræver at byudvikling sker samlet omkring en by, men samtidig er der skrappe grænser for støj fra virksomheder.
Det er et mindre problem i landets store byer, hvor industri enten ligger flere kilometre fra nye udviklingsområder eller det er et transformationsområde (Læs: Nedslidte havne og bydele der omlægges til nye luksusområder), for så må der gerne være mere støj fra omkringliggende virksomheder.
Men i små byer som Søby, så støder Planlovens krav om byudvikling tæt på byen, herunder sommerhusområder, ind i, at alt er i gåafstand herunder virksomheder med deres støj.
Det forventes at Planloven blive gjort mere smidig, men det kan der godt gå 2-3-4 år med før det er på plads.
Løsningen
Umiddelbart ville det logiske være, at kommunen, på grund af sine fejl, betalte for en støjvold, men en kommune må ikke betale til et privat projekt, hvad enten støjvolden lå på Søby Værft eller på sommerhusgrunden - som så samtidig ville tabe sin smukke udsigt mod nord ind over Søby og havet.
Et alternativ var, at Søby Værft betalte for en støjvold, som vil koste flere millioner, men værftet har ikke gjort noget forkert og syntes derfor ikke, at det skal lide et økonomisk tab.
Det andet alternativ var, at grundejer og projektudviklerne betalte, men de har omvendt handlet i god tro og brugt mange år og et milliobeløb på projektet.
Løsningen bliver i sidste ende nok, at kommunen vrider armen rundt på værftet og siger:
Ærø kommune og staten er ved at skyde 150 millioner kr i en udvidelse af Søby Havn, som primært kommer værftet til gode, så derfor syntes vi, at Søby Værft skal komme os i møde og smide penge i en støjvold eller nedsætte værftets støjgrænse. Ikke mindst nu da værftet endeligt er blevet en god forretning og har penge til uforudsete udgifter.
Det vil nok også forventes at projektudviklerne kommer med et bidrag.