2022 bliver året hvor antallet af døde på Ærø når det højeste tal igennem de sidste 3 år, med 125-130 døde, svarende til 2 % af befolkningen. samtidig falder fødslerne til 22-23 børn. Da tilflytningen nu er aftagende, så ender befolkningstallet med udgangen af i år på omkring 6.020 - det er nogenlunde det samme som da året startede.
2021 var det store tilflytningsår på Ærø med 584 tilflyttere - det er knap 10 % af befolkningen der var nye.
Det var flugten fra byerne under coronaen og Ærøs nye position som trendy der fik antallet af tilflyttere til at vokse kraftigt - i 2020 flyttede bare 473 til øen, mens det i 2019 var 466 tilflyttere, svarende til 7-8 % nye tilflyttere.
I år bliver tilflytter tallet på lidt over 500 tilflyttere - at væksten er aftagende spejler sig i salget af boliger, som er faldet med 41 % frem til 1. oktober sammenliget med sidste år.
Der fraflytter 440 i år og det er på niveau med sdiste år. Det er især de unge der flytter for at tage uddannelse eller arbejde, da der er få helårsarbejdspladser på øen.
Mange ældre og gamle
33 % af Ærøs befolkning er folkepensionister, mens det gælder for 18 % af Danmarks befolkning. 45 % af Ærøs befolkning er over 60 år, mens tallet for hele Danmark er 26 %.
Derfor vil dødstallet på Ærø ligge højt, men det kan variere kraftigt udfra smittetryk:
Sidste år var der 80 døde frem til 1. oktober, mens der i 2020 var 75 døde - de gamle blev ikke udsat for diverse smitte i samme grad som andre år, fordi de sad hjemme under coronaen.Til sammenligning var der 95 døde i 2019 i samme periode.
Baggrund
Tallene frem til 1. oktober stammer fra kommunens opgørelse - prognoserne for resten af året er Ærø Dagblads fremskrivninger.