Ærø Kommune har udlejet en 2.116 kvm ejendom i det sydlige Marstal til Brugsen. Lejen sker for at lægge et pres, så Netto ikke får den bedste butiksgrund i byen: Der hvor Ærø-Expressen lægger til. Sejlklubben får foreløbig lov at blive på Brugsens nye område.
Kontakt
Superbrugsen Marstal
Hardy Overlund
Hardy.Overlund@superbrugsen.dk
Sagen om Netto-grunden er ved at blive en varm kartoffel her i et kommunalvalg-år:
Med den ene hånd har kommunen givet tilsagn til Netto om at de kan købe kommunens grund ved færgelejet, når lokalplanen er på plads.
Med den anden hånd sælger kommunen en ejendom til Brugsen på hjørnet af Østersøvej og Bag Klint foran Sejlklubbens legeplads.
- I bund og grund så har vi købt den, for at vi sikrer os en plads nede på havnen, hvis det er, at et flertal i kommunalbestyrelsen ønsker, at butikkerne skal flytte ned på havnen, siger brugsuddeler Hardy Overlund til Fyns Amts Avis.
Nu kan der ikke ligge en stor brugs på en lille grund, for Brugsen har i dag 4.276 kvm bygninger på Kirkestræde 2, hvor selve butikken ligger, og så diverse faciliteter overfor på Skovgyden 16 (ved butikken Fru Nørgaard).
Formålet med Brugsens grundkøb er at få flyttet et potentielt butiksområde (Læs: Netto) væk fra det attraktive færgeleje og ned i den sydlige del af Marstal, hvor politikerne nu vil blive opfordret til at placere butikker (Læs: Netto) i en ny lokalplan.
På det mere spekulative plan kunne tanken også være, at hensigten er at skræmme Salling-koncernen (Nettos ejer) væk, fordi kommunen trækker tingene i langdrag og i praksis hjælper en anden aktør, Coop-koncernen.
Så Netto-projektet dermed strander ligesom solparken i Thorup, hvor investoren Better Energy trak sig ud i december 2020, fordi de ikke mente poltikerne havde stamina til at stå mod presset i et 2021-kommunevalg-år - og derfor blev ved med at udskyde beslutningen om den nødvendige lokalplan.
Nettos planer
Ærø kommune vil sælge en 3.323 kvm grund ved siden af Marstal-færgen til et nyt Netto-byggeri, som Odense-entreprenøren Amstrup & Baggesen vil bygge for Salling-koncernen.
Netto vil bygge sin butik nr 2 på Ærø af 4 grunde:
* Lukke af mod Rema og andre kæder ved selv at tage Marstal-discountmarkedet.
* Det er billigere at distribuere varer når 2 butikker kan forsynes samtidigt.
* Netto i Ærøskøbing er en stor succes - ikke mindst fordi alle turister ser den når de ankommer (Sparkøbmanden på Torvet gik ned da Netto åbnede).
* Placeringen ved færgelejet i Marstal er genial: Alle turister ser butikken, mens konkurrenten Brugsen ligger skjult oppe i Marstal By.
Men for at få lov til at lægge en dagligvarebutik skal lokalplanen laves om, da området er omfattet af Lokalplan 101-3 for Marstal Havn, delområderne A og B, som dikterer at det skal være havnerelateret industri og tankanlæg, kontorer, kiosk og service.
Den 20. januar vedtog kommunalbestyrelsen, at arbejde videre med plangrundlaget for en dagligvareforretning på Marstal Havn.
Grundarealet har Røhling VVS og Ejgil Clausens Øboens Olieprodukter som lejere.
Brugsens planer
- Marstal Brugsforening er køber af malehallen og har indgået en ubegrænset lejeaftale med kommunen af grunden fra 1. maj, siger brugsuddeler Hardy Overlund.
- Den nuværende lejer Anders Hansen fortsætter i et tidsbegrænset lejemål af malehallen, og sejlklubben vil ligeledes kunne vinteropbevare både.
- SuperBrugsen har ikke noget umiddelbart ønske om at etablere sig på havnen, idet vi fortsat mener at etablering af dagligvarebutikker på havnen vil skævvride handels- og bystruktur væk fra bymidten, men med en havne-Netto i horisonten føler vi os tvunget ud i muligheden for at kunne være tilstede og agere om nødvendigt, siger Hardy Overlund.